Med Region Hovedstadens beslutning om at bruge 350 millioner kroner på en ny kræftstrålekanon viser politikerne vilje til at prioritere området, mener Kræftens Bekæmpelse.

Hos Kræftens Bekæmpelse glæder direktør Leif Vestergaard Pedersen sig over Region Hovedstadens beslutning om at bruge 350 millioner kroner på en kræftstrålekanon.

- Jeg opfatter beslutningen som et udtryk for, at Region Hovedstaden er villig til at putte nogle penge i det, hvis man ender med at placere strålekanonen i hovedstaden, men vi venter vel alle på anbefalingen fra de internationale eksperter, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Det er besluttet, at Danmark i første omgang skal have én kræftstrålekanon i milliardklassen. Både Rigshospitalet og Skejby Sygehus ved Aarhus har lagt billet ind på udstyret. Det er nu op til internationale eksperter at anbefale en placering, og deres dom kommer i løbet af få måneder.

- Strålekanonen bør placeres det sted, hvor man hurtigst muligt kan udnytte de muligheder, der ligger i anlægget, forskningsmæssigt, udviklingsmæssigt og patientmæssigt, siger Leif Vestergaard Pedersen og understreger, at Kræftens Bekæmpelse ikke har nogen favoritplacering.

Han vurderer, at der på sigt kan blive behov for flere kræftstrålekanoner i Danmark end den ene, der skal placeres i første omgang.

- Det må udviklingen vise, men hvis behovet peger i den retning, ender vi nok med to anlæg om nogle år. Men det bliver ikke inden for de første fem år, siger han.

Region Hovedstaden håber, at kræftstrålekanonen, som man selv køber, kan tages i brug i 2014.