Patientorganisationen Kræftens Bekæmpelse benytter sig tilsyneladende af alle døgnets timer, når den udsender sms’er med opfordring til at hjælpe børn og unge med kræft.

Flere brugere har tirsdag formiddag skrevet kritiske kommentarer på Kræftens Bekæmpelses Facebook-side og 'takket for morgenvækningen i form af beskeden, der opfordrer til at hjælpe med at nedbringe antallet af børn og unge, der kommer i kontakt med kræft, ved at støtte med 50 kroner.

’Var det virkelig nødvendigt at vække mig kl. 1 om natten med jeres sms om i gerne vil have penge,’ spørger Carsten Stecher.

Thomas Olsen er heller ikke begejstret:

’Tak for jeres morgenvækning kl 4.30! Det havde jeg da virkeligt brug for! Hvilket geni inde hos jer tror at folk har lyst til at støtte jer kl. lort om morgenen? Det er noget af det mest respektløse tiggeri jeg har oplevet og som konsekvens heraf har jeg blokeret for fremtidige sms'er fra jer og jeg har besluttet mig til ikke at give jer så meget som 1 krone for fremtiden! Tillykke med jeres idioti, skriver han.

For Anders Holt var beskeden ekstra upassende.

’Hvor er det dog usmageligt, at I sender sms'er ud om støtte til unge med cancer. En sms som er havnet på både min og mine to børns telefon, dagen efter et familiemedlems begravelse pga kræft. I burde selv sidde her og forklare det for børnene. Fy for satan, skriver han.

Hos Kræftens Bekæmpelse lægger organisationens CRM-chef, Kim Haakonsson, sig fladt ned og beklager fejlen. Han har ansvaret for udsendelsen af sms’erne.

»Vi er kommet til at sende nogle sms’er ud, som vi egentlig troede var sendt ud mandag formiddag. Det er vi selvfølgelig utrolig kede af. Jeg forstår godt, hvis danskerne er sure over at modtage en sms sent om aftenen eller midt om natten. Det kan vi ikke være tjent med, og det er en fejl fra vores side, som vi er utroligt kede af,« siger han.

Sms’erne blev sendt ud til omkring 140.000 danske mobilnumre, som alle tilhører danskere, der på en eller anden måde tidligere har været i kontakt med Kræftens Bekæmpelse. Der er blandt andet tale om danskere, der tidligere har støttet Kræftens Bekæmpelse via sms.

Anders Holt skriver på jeres Facebook-side, at hans børn har fået beskederne. Hvordan kan det så lade sig gøre?

»Nu kender jeg ikke det konkrete tilfælde, men jeg er da rigtig ked af, at han har oplevet det. Jeg forstår godt, det er en svær situation. Vi kan som regel ikke se, hvem der er afsender på sms’en, men vi laver så vidt muligt segmenteringer. Det er noget, vi er rigtig opmærksomme på,« siger Kim Haakonsson.

Kræftens Bekæmpelse er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvordan fejlen kan være opstået. Normalt tager udsendelsen af sms’er mellem en og to timer.

»Vi har en gateway (internet-hardware, red.) hos en leverandør, og vi er ved at finde ud af, om det er vores system, der har været for langsomt eller det er leverandørens system,« siger Kim Haakonsson.

Kræftens Bekæmpelse er ikke den første humanitære organisation, der høster massiv kritik efter at have udsendt sms’er ganske uopfordret. I forbindelse med landsindsamlingen i oktober sendte Røde Kors 900.000 sms’er ud – og det er, forklarede Forbrugerombudsmanden dengang, helt lovligt.

Organisationer som Kræftens Bekæmpelse er slet ikke omfattet af markedsføringsloven, og derfor kan man ikke frabede sig henvendelserne.

»Markedsføringsloven omfatter erhvervsdrivende, og velgørende organisationer er ikke erhvervsdrivende. Det samme gælder politiske partier, fagforeninger, A-kasser og andre organisationer, der ikke driver virksomhed,« forklarer Eva Sjøgren, der er chefkonsulent hos Forbrugerombudsmanden.

Kræftens Bekæmpelse har også fulgt med i sagen om Røde Kors’ sms’er. Organisationen køber ikke numre eksternt – men vil fortsætte med at bruge sms’er.

»Når folk sender en sms, så er det udtryk for, at det er en kommunikation, som man godt kan lide. Vi har nogen der foretrækker sms’er og andre, der foretrækker e-mails. Derfor bruger vi det, men vi skal selvfølgelig udvise påpasselighed, når vi sender sms’er ud.«

Ønsker man at slippe for sms'erne fra Kræftens Bekæmpelse kan man enten afmelde sig, når man modtager en - eller sørge for, at organisationen ikke får ens mobilnummer.

SMS'en fra Kræftens Bekæmpelse ses her: