Det danske rockband Sort Sol har i weekenden været udsat for indbrud. Det betyder, at bandet i dag mangler flere af deres guitarer, og derfor har de erfarne rockmusikere valgt at efterlyse de forsvundne instrumenter på Facebook.

Det er vel kun de færreste danskere, som ikke kan nynne med på melodien til rockklassikeren ’Let Your Fingers Do The Walking’, med Steen Jørgensens dybe vokal og det karakteristiske guitarspil. Og netop den guitar, som blev brugt til at indspille den udødelige sang, er nu forsvundet.

I et opslag på Sort Sols officielle Facebook-side kan man nemlig læse, at bandet efterlyser hel fem guitarer, som er blevet stjålet fra lokaler på Amager, i området mellem Lergravsparken og Strandlodsvej.

I efterlysningen skriver bandet, at 'Guitarerne kan indleveres anonymt, ' og at der udloves en 'stor dusør'.

Og det er der en helt særlig grund til, for de mange instrumenter har nemlig en høj affektionsværdi, særligt hos Sort Sols guitarist Lars Top-Galia. Det fortæller rockbandets talsmand til BT.

»Nogle af guitarerne har Lars jo haft i mere end 30 år, og de er sat op, så de passer til Lars og hans måde at spille på. Det er guitarer, som har været med på turné, og også i studiet, når der er blevet indspillet plader. Så det er helt katastrofalt for Lars, at miste dem, fortæller talsmanden.

Ved at efterlyse instrumenterne på Facebook håber bandet også på, at andre musikere vil være ekstra opmærksomme, hvis de skulle blive tilbudt en eller flere af de stjålne guitarer.

Opslaget, der blev offentliggjort tirsdag aften, er indtil videre blevet delt mere end 450 gange, og flere har da også henvendt sig i forsøget på at hjælpe.

Tyveriet er ligeledes meldt til både politi og forsikringsselskab.

Skulle man ligge inde med oplysninger om de stjålne guitarer, kan man i efterlysningen finde både et telefonnummer samt en mailadresse, hvor man anonymt kan henvende sig.

Hør klassikeren 'Let Your Fingers Do The Walking' herunder.