Den tidligere Absalon Kirke blev i 2015 åbnet som folkehus, og hver dag kan kan alle gå ind fra gaden og få et solidt måltid mad for 50 kroner. Et koncept, der hurtigt er blevet enormt populært blandt både københavnere og turister - og nu også får udlandets opmærksomhed.

Den norske avis Dagbladet har således været en tur på besøg i det københavnske folkehus, som har vakt stor begejstring.

Dagbladet kalder Absalon for »En hemmelig madperle midt i København« og beskriver begejstret, hvordan maden er lavet fra bunden af kokke - og også byder på vegetarretter to gange om ugen.

Førhen var konceptet folkekøkken noget, man ofte forbandt med de, der ikke havde mange midler at spise for, er det i dag for alle i lokalbefolkningen, og Dagbladet fremhæver især det faktum, at man i Absalon kommer hinanden ved, når man spiser.

»Vi sidder ved et langbord, og dagens ret serveres på fad, som vi deler med hinanden. Det indebærer, at det kan være nødvendigt at bede sin sidemand om at sende dig brødkurven, og at du må følge med og sørge for, at alle får forsynet sig,« fortæller Sigrid Kipper Thau, der er talskvinde for Absalon, til Dagbladet.

På Absalons egen hjemmeside skriver det vesterbroske folkehus da også, hvordan 'Absalon er stedet, hvor du kan møde din nabo, hænge ud med dine venner eller tage dine bedsteforældre med til et slag klodsmajor,' og udover de mange fællesspisninger, byder folkehuset på alt fra yoga til bordtennisturneringer og musikbanko-arrangementer med boyband-tema.

Absalon var en af de i alt seks københavnske kirker, der blev lukket i 2014. Efterfølgende blev kirken købt af  Lennart Lajboschitz, der er manden bag de succesfulde Tiger-butikker, og han har siden istandsat kirken og forvandlet den til det populære folkehus, det er i dag.