En række religiøse mindretal forholder sig stærkt kritisk til danske politikeres krav om, at de skal assimilere sig og påtage sig danske værdier. Politikere holder fast. »Der er flere steder, hvor vi bliver nødt til at sige til folk, at deres kultur ikke dur,« siger S-ordfører.
Svaret kom som et chok. Og fik ham til at tage sin egen identitet op til fornyet overvejelse.
Waseem Hussain opholdt sig i Jordan, hvor han mødte andre unge mennesker, der talte engelsk og på mange måder mindede ham om ham selv.
Ikke alene er Waseem Hussain født i Danmark for 33 år siden og opvokset i landet. Han føler sig dansk.
Dengang, da han var midt i 20erne, følte han sig dog mere som pakistaner. Derfor kom svaret fra de andre unge som et chok for ham, når han spurgte dem, hvor de kom fra.
»Gæt, hvad de svarede? Jeg troede, de ville sige Pakistan eller Bangladesh. Men én sagde, han var fra East London. Han følte sig britisk helt ned på et lokalområde. En anden sagde Houston, Texas. Jeg ville selv på det tidspunkt have svaret Pakistan, selv om jeg har boet i Danmark altid,« siger Waseem Hussain:
»Dér tænkte jeg, at noget var galt.«
Dermed melder han sig ind i en diskussion, der har kørt i årevis, men som er intensiveret i styrke over de seneste uger.
For hvordan lykkes vi med at optage de mange udlændinge, der kommer til Danmark for at slå sig ned, i det danske samfund?
Kan man kræve af dem, at de ikke alene integrerer sig i det danske samfund, men at de tillige assimilerer sig og påtager sig danske værdier?
En stribe politikere fra Dansk Folkeparti hen-over regeringen til Socialdemokratiet mener, der er behov for at lægge nye alen til den traditionelle integration og kræve en tilegnelse af danske værdier fra udlændinge for at bevare det Danmark, vi kender i dag.
»Hvis man har total assimilation i den ene ende og parallelsamfund i den anden, så har den danske integrationspolitik ligget i midten. Men jeg mener, at der er flere områder, hvor vi må forlange, at folk fralægger sig egne normer fra hjemlandet og tilslutter sig de normer, der er i Danmark,« siger Socialdemokratiets medlem af Udlændinge- og Integrationsudvalget, Matthias Tesfaye:
»Jeg ved godt, hvad det gør ved mennesker at bede dem om at lægge dele af deres kultur bag sig og tilslutte sig en ny. Men det bliver vi nødt til. Ellers vil samfundet ikke fungere. Det er en smertefuld proces, men den bliver kun mere smertefuld, hvis vi politikere er upræcise i vores krav.«
»Barren rykker sig hele tiden«
Forud for Venstres landsmøde tidligere på måneden gjorde uddannelsesminister Søren Pind (V) sig i Jyllands-Posten til talsmand for at udarbejde en liste, en kanon, over ti grundlæggende demokratiske værdier, som skal være uomgængelige for alle med dansk pas, og de skal i sidste ende kunne gennemføres med tvang. En »demokratisk assimilation« af danskere med en anden herkomst end dansk, som Pind udtrykker det.
Søren Pind peger selv på tre værdier til listen. Det drejer sig om ligestilling mellem kønnene, respekt for folkestyret og religionsfrihed.
Grænsen mellem integration og assimilation er flydende, er de fleste enige om. Så hvori består forskellen?
Med vellykket integration forstår man, at en person skal tilegne sig sprogkundskaber, overholde landets love, blive en del af arbejdsmarkedet og i sidste ende blive selvforsørgende, påpeger Kirstine Sinclair, der er lektor på Historisk Institut ved Syddansk Universitet og forsker i muslimske minoriteter.
Assimilation indebærer ifølge Kirstine Sinclair, at forskellene udviskes, og den enkeltes værdier skal tilpasses det danske majoritetssamfund.
Lektor og samfundsforsker Michael Böss supplerer:
»Med integration forstår man, at man kan fungere i samfundet uden at smide sin kulturelle eller etniske identitet fra sig. Den almindelige opfattelse af assimilation er, at indvandrere i alle henseender bliver ligesom værtsnationen. De skal opgive deres kulturelle og etniske identitet,« siger han.
Det er her, at Waseem Huassain vender ryggen til. Og med ham en række repræsentanter for religiøse mindretal, som Berlingske har talt med.
De nye toner er udtryk for, at politikerne hele tiden rykker barren for, hvornår man kan kalde sig dansk, mener Waseem Hussain.
Han er formand for Dansk Islamisk Center, der er en dansksproget moske og islamisk kulturcenter.
Centret betegner sig selv som et samlingspunkt for muslimer, der har Danmark, dansk sprog og dansk kultur som referenceramme.
Waseem Hussain begræder, at begrebet integration aldrig er blevet positivt defineret. I hans øjne bruger man i stedet integration som et redskab til at ekskludere.
»Barren rykker sig hele tiden i et ekskluderende øjemed. Først skulle du som udlænding have et arbejde. Nå, så fik du et arbejde. Så skal du kunne sproget, okay, nu kan du dansk. Så skal man have dansk pas. Nu skal vi pludseligt have fat i folks værdier. Det næste bliver, at folk pinedød skal udføre en bestemt handling,« siger han.
Waseem Hussain, der også er fængselsimam i Vestre Fængsel, mener, at politikerne er ved at begå et integrationsmæssigt selvmål. De færreste mennesker vil tvinges til noget, er hans pointe, og selv dem, der ønsker at blive dansk helt ind i hjertet, risikerer man at skubbe fra sig.
Hos Dansk Vietnamesisk Forening peger formand Jonas Andersen på, at vietnamesere traditionelt har klaret sig godt i forhold til at få en uddannelse og komme i arbejde, men at han godt kunne ønske sig, at flere vietnamesere involverede sig bredere i samfundet, eksempelvis i det danske foreningsliv. Den sidste del ser han gerne udvikle sig, men han er skeptisk over for at stille det op som et krav.
»Vellykket integration handler om mere end, hvorvidt du har et arbejde og kan forsørge dig selv. Det handler også om at tage del i samfundet, men det er meget svært at kræve en bestemt grad af involvering af folk. Det er en smule utopisk at gøre. Man kan hjælpe folk med at få forudsætningerne til at bygge oven på integrationen, og her mener jeg, at foreningslivet kan skabe rammerne for en større gensidig forståelse og demokratisk skoling. Men det er ikke noget, man kan kræve,« siger Jonas Andersen.
Matthias Tesfaye fastholder dog, at erfaringen med integration viser et behov for at stille større krav.
»Hvis integrationen skal lykkes, er der flere steder, hvor vi bliver nødt til at sige til folk, at deres kultur ikke dur. Det er ikke, fordi der skal stilles andre krav til muslimer, det er fordi, der skal stilles nøjagtig de samme krav til muslimer som til andre danskere,« siger han.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Det er afgørende nødvendigt at være præcis i sine krav, mener Tesfaye. Det handler i hans øjne ikke om at spise leverpostejmadder eller ej. Det handler om en ensartet indstilling til eksempelvis ligestilling mellem piger og drenge, accept af homoseksualitet og til kvindens rolle i samfundet.
Han henviser til, at begrebet integration for mange handler om at finde en pragmatisk løsning på kultursammenstød. Men det er farligt altid at gå på kompromis.
»Hvis vi altid finder den pragmatiske vej ud, ender det med, at der ikke længere er svinekød i daginstitutionerne, at der ikke er mandlige livreddere til børnesvømning, og en accept af, at det er okay at sidde med burka til en rådighedssamtale. Stiger vi først om bord på det tog, så ender det i Sharia-land. Det er vigtigt at sige stop, inden den rejse overhovedet begynder,« siger Mattias Tesfaye.
De konservatives udlændinge- og integrationsordfører, Naser Khader ,er ikke bleg for at blive endnu mere konkret, i forhold til hvad assimilation bør indebære. Han har argumenteret for, at folk eksempelvis bør lade deres børn tage på rusture og have ungdomskærester, ligesom man kan »starte med at sige nej til særrettigheder som kønsadskilt svømning«.
»Det er svært at opsætte en formel for assimilation, fordi det er individuelt. Men jeg synes, det er godt, hvis folk holder dansk jul for deres børn. For det gør børnenes kammerater også,« siger han.
Hvorfor er det vigtigt for dig, at Muhammed i Køge holder jul og lader sine børn tage på rustur?
»Det er ikke noget, man kan lovgive om, og jeg kan ikke bestemme, om Muhammed i Køge gør det. Men jeg vil opfordre til det, fordi det er en klar fordel for hans børn at lære det at kende. Mine børn fejrer også jul, samtidig med at de fejrer eid.«
Men er det ikke for meget at forlange, hvilke værdier folk skal have?
»Nej, det synes jeg ikke. Vi bor i et demokratisk land, hvor alle mennesker skal være loyale over for de værdier.«
Danske jøder vil ikke bruges som pragteksemplar
Engang talte man om den amerikanske smeltedigel.
Her gik indvandrere fra hele verden ind ad den ene ende. Når de kom ud på den anden side, skulle de alle være amerikanere.
I midten af 1960erne gik man væk fra ideen om en smeltedigel og fuldstændig assimilation, fortæller lektor og historiker Michael Böss, for det fungerede ikke. I stedet kunne indvandrere beholde deres religion, men opfylde samfundets sociale, økonomiske og kulturelle krav.
Det er den udgave af assimilation, der er udbredt i Vesteuropa i dag, forklarer Böss.
Han betegner assimilation som »et betændt begreb«. Men debatten er vigtig, understreger Böss.
»Jeg er bange for, at hvis man taler integration uden at tale fælles værdier, er det for lidt. De værdier, der står i Danmarkskanonen, står ikke andre steder, men det er de uskrevne regler ved vores demokrati. Såsom lighed mellem kønnene, frihed og tillid til offentlige institutioner. Man kan ikke abstrahere de sociale værdier i et samfund væk,« siger han.
I sidste måned fortalte professor emeritus Uffe Østergård, at han havde forladt »integrationsholdet« for at blive en del af »assimilationsholdet« og slå til lyd for, at vi skal turde værne om Danmark som et homogent samfund.
»Det er ikke nok, at de mennesker, der kommer til Danmark med en anden kultur og religion end vores, overholder landets love. De skal gå ind for vores samfund, og de skal assimilere sig, ellers kan vi ikke opretholde sammenhængskraften. Vi skal turde tale om, at vi kræver assimilation,« sagde han i et interview til Jyllands-Posten.
I et åbent brev til Uffe Østergård lød beskeden fra organisationen Muslimsk Ungdom i Danmark:
»Assimilation er fuldstændig udelukket.«
I stedet anfører organisationen, at unge muslimer har retten til at definere landets værdier på lige fod med danske ikke-muslimer.
Artiklen fortsætter efter billedet.
I debatten har flere brugt de danske jøder som eksempler på, når assimilation har fungeret.
Men det er en unuanceret udlægning, mener formand for Det Jødiske Samfund, Dan Rosenberg Asmussen.
Han fastslår, at mange jøder gennem tiden er kommet til Danmark, har giftet sig ikke-jødisk og har måske som den eneste tilknytning til jødedommen et særligt efternavn. De er over tid blevet assimileret. Men det gælder ikke de jøder, han repræsenterer.
»Vi føler os integrerede. Og vi kan sagtens være integrerede uden at være assimilerede og fralægge os vores jødiske traditioner. Det er ikke i konflikt med samfundet. Vi har altid selv prøvet at skabe rammerne for et jødisk liv – for eksempel gennem en skole for jøder (Carolineskolen, red.), hvor de jødiske helligdage og spiseregler overholdes. Vi har ikke tradition for at påtvinge andre at leve på samme måde som os, men vi har altid arbejdet for, at rammerne for et jødisk liv er til stede,« siger han.
Opfordringen til at skulle fejre dansk jul kan Dan Rosenberg Asmussen ikke sætte sig ind i.
»Man skal ikke tage afstand eller se ned på andres traditioner. Men man behøver ikke at holde dansk jul, fordi man bor i Danmark. Hvis man er en jødisk familie eller en muslimsk familie, der ikke i sin nærmeste kreds har kristne familiemedlemmer eller venner, vil jeg stille mig uforstående over for, at man skulle begynde at fejre jul,« siger han.
Lige så uforstående er Said Hussein, der er generalsekretær i Somali Diaspora Organisation, en interesseorganisation for herboende somaliere.
Han mener, at de danske politikere kortslutter deres egne hensigter ved at sige, at folk skal blive som os, før vi accepterer dem.
»Jeg tror, man skal lade folk selv finde ud af, om de vil holde jul eller ikke holde jul. Og lade folk selv danne sig deres egen trosretning, overbevisning og graden af integration, de vil tage imod. Jeg tror ikke, det er noget, man kan presse i folk, uanset hvor meget man taler om det. Hvem er vi til at afgøre, hvilket barometer vi måler efter? Er det Martin Henriksens barometer, Naser Khaders barometer, Ingers Støjbergs eller en helt almindelig danskers, der bor på Nørrebro,« spørger Said Hussein.
»Der er jo ingen, der kan forvente, at alle somaliere skal synes om den samme sang, som Martin Henriksen godt kan lide.«
Mener du, at somaliere, der kommer til Danmark, skal integrere sig i det danske samfund?
»Jeg mener, at somaliere, der kommer til Danmark, skal integrere sig i det danske samfund hjulpet af somaliere, der allerede er integreret i det danske samfund.«
Mener du, at somaliere, der kommer til Danmark, skal assimilere sig i det danske samfund?
»Det mener jeg bestemt ikke, at de skal. De somaliere, der kommer til Danmark, der vil assimileres, skal have lov til det. De somaliere, der kommer til Danmark, der gerne vil opretholde en somalisk kultur og blive integreret på lige fod med andre, skal have mulighed for det. Mit udgangspunkt er, at Danmark er et frit land.«
Waseem Hussain er bekymret. Meget.
Han er tilhænger af, at udlændinge skal integrere sig, »ellers giver det ikke mening at flytte et sted hen for at bo«.
Men nu er der endnu mere på spil, mener han.
»Nu er vi ude i at kontrollere, hvordan folk skal leve. Selvfølgelig skal du have tillid til statsmagten, men du kan da ikke kræve, at folk skal indrette deres privatliv på en bestemt måde. Jo, det kan du i Nordkorea. Det er jo som at leve i Nordkorea. Dér er der nogle ting, du ikke må gøre, og andre ting, du skal gøre, ellers peger staten fingre ad dig. Det lyder for mig som Nordkorea.«
