Miljøstyrelsen med 440 arbejdspladser og yderligere 25 jobs i Skat rykker til Odense. Borgmester og handelsdrivende jubler.

Datoen den 17. januar vil fremover måske blive fejret som en slags ekstra juleaften i Odense.

Mens de ansatte i Miljøstyrelsen i København var præget af chok og tristesse, var det onsdag vanskeligt at få armene ned for Odenses førstemand, borgmester Peter Rahbæk Juel (S), og de handelsdrivende i Danmarks tredje største by, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sammen med partifællen og minister for offentlig innovation Sophie Løhde havde løftet sløret for regeringens plan for anden bølge af udflytning af statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen.

Som den største enhed af dem alle flytter hele Miljøstyrelsen med 440 arbejdspladser fra Østerbro i København til Odense. Dertil får også 25 medarbejdere i Skat fremover hjemsted i byen, så det samlede antal af nye statslige jobs i Odense når op på 465.

»Jeg er rigtig, rigtig glad. Det er en god nyhed ikke bare for Odense men for hele Fyn. Jeg må være helt ærlig og sige, at jeg er positivt overrasket over, at der kommer så mange nye arbejdspladser til byen. Der er mange, som har arbejdet på, at Odense skulle blive tilgodeset i den her runde, men jeg skylder også regeringen et skulderklap,« siger Peter Rahbæk Juel.

Borgmesteren håber selvsagt på, at så mange som muligt af medarbejderne i Miljøstyrelsen fremover vil blive nye borgere i kommunen.

Men han har også forståelse for, hvis familieforhold gør, at det kan være vanskeligt eller måske umuligt for nogle at rykke teltpælene op i hovedstaden og flytte mod vest.

»Det er klart, at vi er interesseret i, at der også er skatteborgere i det her. Nu skal vi i arbejdstøjet og har en opgave i så godt som muligt at gøre opmærksomme på alt det, vi kan tilbyde af kulturudbud, festivalerne, naturen og så videre. Og selvfølgelig attraktive arbejdspladser til ægtefæller af medarbejderne i Miljøstyrelsen. Syddansk Universitet har med de naturvidenskabelige fag gennem flere år uddannet mange af de folk, som sidder i styrelsen, så man kan sige, at Odense på den måde hidtil har løftet hovedstadsområdet. Nu får vi noget af det tilbage. Odense har også som noget unikt f.eks. robot-klyngen, hvor der er mange muligheder,« siger Peter Rahbæk Juel.

Også en anden Peter - direktør i Odense Cityforening Peter Bøgholm Kristensen – var en glad mand i går, da det stod klart, at der flytter næsten 500 nye arbejdspladser til byen.

»Det er en dejlig nyhed. Alle former for tilflytning eller arbejdspladser, der bliver skabt, er godt for Odense. Det vil give endnu mere liv i byen, så det er godt for handelen, for restaurationslivet og på en masse andre områder. I forvejen er der et nærmest historisk byggeboom i gang, og det her skal bare lægges oven på det. Går man en tur i Odense i øjeblikket, opdager man, at der stort set ikke er en baggård, hvor der ikke bliver bygget nyt. Overalt hvor der kan klemmes en ejendom med lejligheder ind, sker det også. Det her er på alle måder positivt,« siger citydirektøren.