Kronprinsesse Mary og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) skulle i den kommende uge have været i Senegal for at diskutere børneægteskaber. Men den tur er nu aflyst i sidste øjeblik.

Det sker af sikkerhedsmæssige årsager, oplyser Udenrigsministeriet på sin hjemmeside.

'De (Kronprinsessen og ministeren, red.) skulle i den kommende uge have været sammen i Senegal i Vestafrika for at deltage i et internationalt møde om børneægteskaber. Af sikkerhedsmæssige årsager må udviklingsministerens og H.K.H Kronprinsessens deltagelse i mødet desværre aflyses. Men Danmarks arbejde for at skabe internationalt momentum og levere konkrete resultater på dette vigtige område fortsætter selvsagt ufortrødent,' lyder det.

Kronprinsesse Mary og udviklingsminister Ulla Tørnæs har i fællesskab med Red Barnet over den sidste måned sat fokus på børneægteskaber. I forbindelse med FN’s verdensmål har verdens lande forpligtet sig på at udrydde børneægteskaber inden 2030.

Kronprinsesse Mary i Roskilde, hvor hun sammen med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) deltog ved et Red Barnet arrangement med fokus på kampen mod børneægteskaber. Her ses kronprinsessen sammen med Red Barnets generalsekretær Jonas Lindholm og udviklingsminister Ulla Tørnæs.
Kronprinsesse Mary i Roskilde, hvor hun sammen med udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) deltog ved et Red Barnet arrangement med fokus på kampen mod børneægteskaber. Her ses kronprinsessen sammen med Red Barnets generalsekretær Jonas Lindholm og udviklingsminister Ulla Tørnæs. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Børneægteskaber er et stort problem bl.a. i Vest- og Centralafrika. I Mali er 55% og i Senegal 32% af alle piger gift, inden de fylder 18, lyder det på Udenrigsmnisteriets hjemmeside.

Derfor ærger det Ulla Tørnæs, at hun og kronprinsesse Mary ikke kommer af sted alligevel.

»Jeg er rigtig ærgerlig over, at det ikke var muligt at deltage i mødet i Senegal. Mødet er vigtigt og Danmark bakker fuldt op om mødets formål. Men indsatsen for pigers rettigheder starter eller slutter selvsagt ikke på et enkelt møde. Danmark vil i de kommende år fortsætte kampen. Vi støtter de progressive kræfter, der i regionen og globalt arbejder for at nå verdensmålet om at afskaffe børneægteskaber. Det er vigtigt, at der leveres konkrete resultater helt ud i den sidste landsby,« lyder det fra ministeren.

Det oplyses ikke, hvilke 'sikkerhedsmæssige årsagr', der ligger til grund for beslutningen. Men aflysningen kommer efter, at den amerikanske ambassade tidligere på ugen advarede sine borgere mod at rejse til Senegals hovedstad Dakar grundet et muligt forestående terrorangreb.