På Fyn har en gruppe udlændinge sat sig tungt på salget af hjemløseavisen Hus Forbi. Men det vækker bekymring for, at det kan skade både danske hjemløse og avisens ry.

Avisen Hus Forbi, som sælges af hjemløse, skal hjælpe dem til et værdigt liv uden kriminalitet.

Men nu er en helt anden gruppe begyndt at udnytte hjemløseavisen, skriver Fyens Stiftstidende.

Ifølge avisen sidder en lille gruppe rumænere, der ikke nødvendigvis er autoriserede sælgere eller egentligt hjemløse, tungt på salget af Hus Forbi på Fyn, hvor salget af den alternative avis er eksploderet. De har gjort det til et decideret fuldtidsarbejde at sælge Hus Forbi, og der er eksempler på sælgere, som har forfalsket sælgerkort og sygesikringskort for at kunne sælge avisen.

Udviklingen bekymrer forstander Jan Lund Pedersen fra Kirkens Korshær i Odense, som frygter, at det vil skade de danske hjemløse.

- Hus Forbis navn i Odense er ved at blive ødelagt, og det er en forbandet skam, for måske kan vi ikke sælge aviser i Odense. Og det går ud over danske sælgere, siger han til Fyens Stiftstidende.

Derfor har Hus Forbis hovedkontor også besluttet sig for at skærpe deres regler, så der ikke kan fuskes med avissalget. Nogle sælgere må fremover maksimalt sælge 25 aviser om dagen.

- Det er nogle sølle mennesker, men Hus Forbi er jo et projekt i Danmark. Vi kan ikke støtte, at de danske hjemløse skal hjælpe de 80 millioner fattigdomstruede i Europa, siger bestyrelsesformand i Hus Forbi Ole Skou til Fyens Stiftstidende.

I København kender man også til de problemer, som nogle rumænske Hus Forbi-sælgere har skabt. De solgte aviser for rumænske mafiabagmænd, som også stod bag langt mere lyssky affærer.

- De samlede fattige op på gaden i Bukarest og kørte herop i busser. Så fortalte de, hvor de skulle sælge henne og skubbede vores sælgere væk, forklarer Ole Skou.

Hus Forbi koster 20 kroner. Sælgeren køber selv avisen for 12 kroner og tjener således otte kroner på hver enkelt blad, han eller hun får afsat.