Som barn blev Pelle Hvenegaard med én film kendt og udråbt som et kæmpe skuespiltalent. Det kostede dyrt i hans ungdom, hvor alkohol og mørke tanker tog over. Så da hans lille adoptivdatter kom for langt ind i spotlyset, tog den erfarne tv-vært og nu også forfatter affære.



Pelle Hvenegaard har, siden han var i 20’erne, vidst, at han en dag skulle have børn. Han vidste også, at han ville elske sit barn ubetinget. Derfor kom følelsen af ubetinget kærlighed heller ikke som nogen overraskelse, da han en septemberdag i 2016 stod med adoptivdatteren Ukhona på ni måneder i armene.

Inden da var der gået seks år. Efter nogle ungdomsår med både glade stunder med rigeligt alkohol og dybe dale, hvor humøret og selvværdet svigtede, havde Pelle Hvenegaard fundet sin kærlighed i Caroline. De to talte fra begyndelsen af deres forhold om, at de ville have børn – og gerne et adoptivbarn.

»Jeg er en drømmer, og jeg har faktisk altid drømt om at tage et barn til mig, som intet havde i forvejen. Det var mit mål at skabe et hjem, men hvor jeg er en drømmer, er Caroline en handler, så hun gik på nettet og undersøgte det,« husker den i dag 42-årige Pelle Hvenegaard.

Han er netop udkommet med bogen ’Kære Zoe Ukhona’, hvor han beskriver de seks år, der skulle gå, fra han mødte Caroline, til parret stod med deres datter i armene.
Det, Caroline kunne se på nettet, var, at det ikke var så ligetil at få et adoptivbarn. Man skal have boet sammen i 2,5 år for at komme i betragtning, og det havde de ikke.

»Jeg havde et stærkt behov for at blive forælder, allerede fra jeg var i 20’erne.  Jeg skulle bare lige finde moderen og mig selv. Men da jeg mødte Caroline, var jeg klar, og så kunne det ikke gå hurtigt nok.«

Derfor besluttede parret at bruge ventetiden på adoptionsmyndighedernes krav om at få et biologisk barn.

»Vores ultimative drøm var at adoptere et barn og få et barn, der biologisk var vores.«

Mens parret oplevede store problemer med fertiliteten og gjorde alt for at blive gravide på naturlig vis, skred adoptionen fremad.

»Det er forfærdeligt at leve et liv, hvor man går rundt med et stort behov, som ikke opfyldes.«

Udadtil levede parret det søde liv. Det var kærlighed nok, Caroline havde et godt job, og Pelle Hvenegaard tjente gode penge både foran og bag kameraet, måske især kendt som vært på datingprogrammet ’Dagens mand’.

»Dengang var det lysten til sushi, der styrede, om vi købte det. 1.000 kroner til fastfood om ugen var intet problem.«

Men bag hjemmets fire vægge var der stor frustration over, at fertilitetsprocessen og adoptionsprocessen nærmest konkurrerede om at være langsomst, dyrest og mest skuffende. Men så en dag var Pelle Hvenegaard endelig far.

Pelles ene film

I kraft af sin egen barndom har han gjort sig en del tanker om, hvordan den ideelle barndom ser ud  - også for hans egen datter. Pelle Hvenegaard kom nemlig som 12-årig med i storfilmen ’Pelle Erobreren’, hvor han spillede hovedrollen over for Max von Sydow. Han var i forvejen glad for at spille teater, og derfor gav hans forældre ham i den bedste mening muligheden for at spille Pelle i en stor film.

»Skuespil var sjovt, men pludselig fik jeg den rolle og blev professionaliseret. Det, der var sjovt, blev til arbejde.«

Efter filmen kom Pelle Hvenegaard tilbage i skolen, men noget var anderledes. Et var, at Hollywood ringede efter den, lille kønne dreng, men derudover fik han en stor filmpris og blev udråbt som årets talent i Europa som 12-årig.

»Det var jo et kæmpe pres, at folk pludselig kaldte mig Europas største talent. Hey, jeg lavede én film,« siger han og lader det faktum hænge i luften foran sig.

»Jeg var faktisk ret genert, og jeg syntes, det var ubehageligt, at alle vidste, hvem jeg var. Alle kiggede. Det var noget, der afsporede min naturlige udvikling og vej.«
Da der var bud efter ham fra Hollywood, sagde hans forældre fra. Det er han glad for i dag.

»Det kunne jo være endt helt galt. Se bare på statistikken for børneskuespillere. Det burde være forbudt. De fleste ender som junkier, begår selvmord eller er bare dybt ulykkelige. Jeg tror, det skyldes, at de menneskelige udviklingstrin vendes på hovedet af berømmelsen. Det er ligesom narko eller alkohol. Du får et sus, men det er kunstigt, ligesom berømmelsen er. Det gør intet godt for selvværdet.«

Det var en hård kamp i perioder.

»Jeg har heldigvis altid haft et overlevelsesinstinkt og lyst til livet. Men jeg har også en mørk side, der synes, at verden er et forfærdeligt sted. Men jeg ved i dag, at man godt kan få et godt liv i den alligevel.«

At han alligevel kom igennem ungdommen med sig selv i behold, tilskriver han både sine forældre, men måske også, at de havde forstand nok til at stoppe sønnens karriere som børnestjerne, mens tid var.

»Jeg havde mit bagland i orden, for jeg havde gode forældre, som var søde ved mig og var til stede. Ellers var det sgu ikke gået.«

Langt ind i ungdomsårene kunne han mærke det, der var bivirkningerne fra den tidlige eksponering som stjerne.

»Jeg drak for meget i weekenden og var små-depressiv. Jeg dulmede min usikkerhed med alkohol, og i en periode var jeg præget af selvmordstanker. Men til forskel fra dem, der gør det, har jeg brugt det som en advarsel. Jeg har heldigvis altid kunnet se lyset, selvom det nogle gange har virket meget langt væk.«

Men alt det ligger før der, hvor bogen begynder.

Ukhona på nettet
I dag kan Pelle Hvenegaard prise sig lykkelig for, at han er kommet godt ud på den anden side og hverken er junkie, selvmordstruet eller ulykkelig.

»Det har til gengæld givet mig et værktøj i forhold til Ukhona.«
Allerede kort efter han havde fået sin datter med hjem til Danmark, lagde han de første billeder på Instagram. Små, uskyldige billeder af en lækker datter og en stolt far.
Efter Ukhona gjorde sit indtog, og Pelle Hvenegaard stolt lagde små billeder og film ud af sig selv og datteren, steg besøgene på hans Instagramprofil eksplosivt.

»Det er jo ikke mig. Det er hende, der er populær, og det, jeg på sigt ikke vil have, at hun skal vokse op med,« siger han og forklarer, hvad han lægger op af hverdagens små sjove øjeblikke, når man er forælder til et barn, der lærer at tale, gå og undre sig.

»Det er jo helt uskyldigt. Jeg vil især gerne inspirere fædre til at være sammen med deres børn. Faktisk har jeg lige fået en besked fra en mand, som skulle have haft 14 dages barsel, men efter han havde fulgt vores Instagram, havde han sat det op til seks måneder,« siger Pelle Hvenegaard begejstret.

»Det kan altså noget. Om ikke andet så få folk til at smile.«

»Men det har omkostninger at blive kendt som barn, og det offer må aldrig blive på bekostning af hende. Hun skal have et normalt liv, og der er da en risiko for, at når hun bliver teenager, er hun stadig i offentligheden.«

I dag er der omkring 93.000 følgere, og Pelle Hvenegaard ved fra statistikken, at 92% af dem er kvinder mellem 18 og 35 år – et købestærkt segment, som pludselig får annoncører til at slikke sig om munden.

»Det er jo fuldstændig Kardashian-agtigt,« siger han med henvisning til onlinefænomenfamilien fra USA, som er kendt for at sælge deres liv og historie på nettet for penge.

»Hvis jeg ingen skam i livet havde, så kunne jeg leve af det,« siger han og retter sig selv:

»Skam er ikke det rigtige ord, for der er masser af mennesker, der lever af det og fred med det. Men hvis jeg ikke kendte til de konsekvenser, det kunne have for Ukhona, så kunne jeg leve af at have hende på Instagram,« siger han.

»Men i kraft af min egen baggrund har jeg gjort mig en masse tanker om, hvad hun skal igennem - og især hvad hun ikke skal igennem. Jeg kan godt mærke, at det trigger noget i mig. Hun skal ikke gennemgå sine teenageår som kendt. Jeg vil for alt i verden kæmpe imod det.«

Ud på de vilde vover

Faktisk er Instagrameventyret ikke den eneste gang, hvor hensynet til Ukhonas trivsel og fremtid har vejet tungere end fars indtjening. Der gik nemlig ikke mange måneder, fra det lykkelige forældrepar var vendt hjem fra Afrika med deres datter, før de blev tilbudt at være med i en programserie om at rejse med deres datter.
For en familie, der lever som selvstændige, elsker at rejse og ikke havde andre planer, var det et tilbud udover det sædvanlige.

»Det skulle bare være os tre med to rygsække, der rejste rundt på må og få. Produktionsselskabet hoppede med på ideen med det samme, og vi ville kunne komme til at leve godt af det. Lidt ligesom Beha-familien – og hatten af for dem i øvrigt.«

Det, der kom i vejen for rejsen, var Ukhonas meget tidlige succes som skærmtrold.

»Instagram eksploderede, og jeg tænkte bare: ”Fuck, hun skal ikke eksponeres mere.” Jeg ville jo være som en tørlagt alkoholiker, der serverer den første øl for sit barn.«
På den måde blev den lille piges tv-karriere droppet.

»Men det er hårdt, når man er på et stramt barselsbudget og får mulighed for at rejse verden rundt – og oven i købet tjene på det. Det skal bare ikke være på bekostning af hende.«
For Caroline og Pelle Hvenegaard har rejserne altid betydet meget. Men de har lært, at der nu er andre behov at tage hensyn til.

»Jeg skulle faktisk have været i Thailand lige nu,« siger Pelle Hvenegaard og kigger ud på den stadig kolde christianshavnergade.
Planen var nemlig, at den lille familie skulle være tre måneder i Thailand denne vinter.

»Vi havde forestillet os at sidde på en thailandsk ø med en datter i bar røv i strandkanten. Det var vores drøm at tilbringe vinteren et varmt sted.«
Det var dog ikke uden bekymringer, for selv om de allerede havde rejst lidt med Ukhona, vidste de ikke, hvordan hun ville reagere på at være væk hjemmefra i længere tid.

»I begyndelsen anede vi ikke engang, hvordan hun ville reagere på et fly. Ville hun tro, at hun nu skulle afleveres igen? Vi prøvede at tage hende til Madrid, Israel og på et tidspunkt også til Los Angeles i tre uger, hvor vi bare gik og hyggede os.«

Det var ment som optakten til den store tur.

»En dag stod jeg i Netto. Det var i oktober sidste år. Det pissede ned, blæste, og hun græd. Da jeg skulle ud af butikken, gik hanken på den ene bærepose. Du kender den slags dage. Så ringede jeg til Caroline og sagde: ”Jeg kan ikke vente. Nu bruger vi kassekreditten på at tage til Thailand i november”.«

Ude godt …

Der var ikke langt fra ord til handling, men da familien kort tid efter sad på en thailandsk strand, gik det ikke, som de havde håbet på.

»Ukhona kunne ikke sove om natten. Hun vågnede hele tiden og sagde, at hun ville hjem. I begyndelsen af ferien prøvede vi at se, om det bare var jetlag eller gik over, men det var det samme hver aften, så til sidst sagde vi: ”Okay, vi er her ikke for hendes skyld”. Det er altså den opgave, man har som adoptivforældre, så vi besluttede os for at tage hjem før tid. Så snart vi sagde til Ukhona, at vi skulle hjem, faldt hun i søvn,« siger Pelle Hvenegaard, inden han smiler igen:

»Da vi kom hjem i lejligheden, gik hun direkte ind og hentede en kuffert og sagde, at hun ville til Thailand. Men der stoppede legen altså, og vi aflyste også den store tur.«

I dag fortryder han ikke, at han tog den beslutning på en thailandsk sandstrand.

»Jeg ofrede tre måneder i Thailand, men jeg kan til gengæld se, at hun er stabil, tryg og er kørt ind i en vuggestue. Hun trives, sover om natten og er grundglad.«

Han kan godt se, at han ofrer meget mere end mange andre forældre, men det er ikke til forhandling.

»Det overrasker mig ikke, hvor meget jeg er villig til at ofre for hende. Jeg har ikke ventet på hende i seks år, for at hun bare skal være en parentes i mit liv. Det må gerne lyde som om, jeg ofrer mit liv på hende. Det er min fineste opgave at sikre hende et bedre liv.«