Den tyrkiske ambassadør i Danmark fulgte med i Østre Landsret, da den terrordømte TV-stations ankesag blev indledt. Det sætter endnu en streg under sagens vigtighed for Tyrkiet.

Den tyrkiske ambassadør i Danmark, Ahmet Berki Dibek, var til stede i Østre Landsret, da ROJ TVs forsvarere i det første af 39 retsmøder forsøgte at rense byrettens terrordom over den kurdiske TV-station.

Hans tilstedeværelse understreger nok en gang, at sagen har stor betydning for Tyrkiet, der helst ser, at stikket til ROJ TV hives ud én gang for alle.

I lighed med byrettens dom fra januar i år mener Tyrkiet, at ROJ TV er talerør for guerillabevægelsen PKK, der står på terrorlisterne i EU, USA, Canada og Australien.

Selv samme Ahmet Berki Dibek er manden, der i juli 2005 anmeldte ROJ TV til politiet for overtrædelser af terrorloven. ROJ TV fortsatte imidlertid med at sende, og siden fulgte en diplomatisk krise mellem Danmark og Tyrkiet.

Det forpestede forhold viste sig klarest, da den tyrkiske premierminister, Tayyip Erdogan, udvandrede fra et pressemøde med daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen på grund af ROJ TVs tilstedeværelse.

Fire år senere, i 2009, blussede sagen op igen, da tyrkerne krævede indrømmelser i forhold til ROJ TV for at stemme på Foghs kandidatur til posten som generalsekretær for NATO.

Under mandagens retsmøde i Østre Landsret forsikrede anklagemyndigheden, at man på de kommende retsmøder vil skrue op for bevisførelsen. Blandt andet ved hjælp af udvalgte videoklip fra ROJ TV, der varer 35 timer, og som definitivt skal kæde TV-stationen sammen med PKK.

Afgørende er, om udsendelserne er propaganda og dermed en overtrædelse af terrorparagrafferne, eller om der blot er tale om lovlige sympati-tilkendegivelser.

Forsvarer Bjørn Elmquist bestrider, at PKK er en terrorgruppe, og efter mødet uddybede han over for Berlingske Nyhedsbureau:

- Det er ikke tilstrækkeligt, at en organisation står på EUs, USAs eller andres terrorlister. Og det er heller ikke tilstrækkeligt, at anklageren vil hente en ansat fra PET ind for at sige, at jo, den er skam god nok - PKK er en terrororganisation, sagde Bjørn Elmquist med henvisning til, at efterretningstjenesten skal definere PKK på det næste retsmøde i ankesagen, 1. november.

Der ventes dom i landsretten i juni 2013.