Spot forskellen: Hvilket katalog er fra det kønsneutrale Sverige og hvilket er fra Danmark?

Legetøjsgiganten bag Fætter BR og Toys R Us er hoppet med på den kønsneutrale bølge - i hvert fald i Sverige. I danske julekataloger er det forsat drengene, der leger med biler, og pigerne der ordner hår.

De er nærmest identiske - de svenske og danske udgaver af julekataloget fra Toys R Us og Ønskebogen fra Fætter BR. Kun sproget og priserne er ændret. Legetøjet er det samme, layoutet det samme og billederne de samme. Eller - ikke helt. For hvor det i den danske udgave er en mørkhåret pige, der leger med frisørsættet, har en lyshåret dreng overtaget frisørsaksen i den svenske udgave. Til gengæld har en lyshåret pige så fået lov til at lege med ved parkeringshuset i den svenske udgave.  

Forvirret? Forklaringen er, at den svenske kønsdebat har fået legetøjsgiganten Top Toy, der står bag Fætter BR og Toys R Us, til at ændre rollefordelingen i julekataloget.

- De senere år er den svenske kønsdebat vokset så kraftigt, at vi har været nødt til at justere, siger Jan Nyberg, der er salgsdirektør hos Top Toy, til det svenske nyhedsbureau TT ifølge dn.se.

De senere år har reklameombudsmanden i Sverige beskyldt kæden for at lave kønsdiskriminerende reklamer for eksempel i forbindelse med tv-reklamer hvor speakeren siger "biler til drengene og prinsesser til pigerne".

- Vi har modtaget undervisning og vejledning fra deres side. Så derfor har vi lavet julekatalogerne anderledes i år. Med den nye måde at tænke køn på er der ikke længere noget, der er rigtigt eller forkert. Det er ikke drengeting og pigeting men legetøj til alle børn, siger Jan Nyberg.

Trods de ellers identiske kataloger har den kønsneutrale holdning ikke ramt de danske udgaver. Så i Fætter BRs danske "Ønskebogen" er det forsat drengene, der leger med skydespil og i det danske Toys R us katalog pigerne, der leger med dukker og "Hello Kitty".

Helt kønsneutralt er de svenske udgaver da heller ikke, når man bladrer om til siderne med  udklædningstøj. Her får pigerne endnu lov til at trække i Askepots og Snehvides kjoler, mens det til gengæld ikke afsløres, hvilket køn, der gemmer sig bag Batman og Darth Vader-masken.

Sammenlign det danske Toy R Us Julekatalog med det svenske Toy R Us Julekatalog.

Sammenlign den danske udgave af Fætter BRs "Ønskebogen" med den svenske udgave Fætter BR "Önskeboken".

HVAD MENER DU: SKAL VI GØRE SOM I SVERIGE ELLER HOLDE FAST I AT DRENGE OG PIGER ER FORSKELLIGE. DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR.