En desperat borger har skrevet et åbent brev til medier, lokalpolitikere og ministre, der beskriver en hverdag med chikane og trusler i en Nørrebro-ghetto

Han føler sig svigtet af boligforeningen Lejerbo og ladt i stikken af ’velmenende politikere’.

Da 40-årige Anders Jensen flyttede ind i sin nye lejlighed på Aldersrogade, Nørrebro i København, for godt halvandet år siden, var han lykkelig.

Lejligheden var stor nok til, at han kunne drive sin forretning, og samtidig var han en del af ghetto-indsatsen ’fleksibel udlejning’. En indsats, hvor ressourcestærke borgere får førsteret til lejligheder i ghetto-områder.

Smilet i Anders’ ansigt stivnede dog hurtigt. Larm fra unge, der bankede bolde mod facader og vinduer dag og nat, kvindeklubber, der holdt ’skovture’ i baggården til kl. 3 om morgenen, og unge, der brugte hans opgang som rygerum, generede. Så en dag besluttede Anders sig for at gå ned i gården og bede om lidt hensyn. Det viste sig at være en fejl.

’Danskersvin’

- Pludselig samler en stor gruppe drenge sig omkring mig, og én stiller sig helt op i hovedet på mig. De kalder mig danskersvin, siger ting, der kun kan opfattes som trusler, og fortæller mig, at jeg er på deres territorium nu, fortæller Anders til BT.

- Jeg skynder mig ind i opgangen, men de følger efter mig. De næste dage er jeg nødt til at slå min dørtelefon fra. De står simpelthen og ringer på den hele tiden.

Anders nægter dog at bøje sig for de unges chikane. Han forsøger løbende at få dem i tale og fortæller dem, at han har brug for, at de tager hensyn.

Men i stedet spidser situationen gradvist til. Og det er ikke kun Anders, der får de unges vrede at føle.

Læs Anders' nødråb til ministre, lokalpolitikere og landets medier som PDF HER

- En dag sparker de - igen - en bold ind på min underbos altan. Der bor en mormor, en mor og to små børn. Vi har sagt til dem, at de ikke får den tilbage, hvis de fortsætter, og det holder vi fast i. De samler sig hurtigt nede foran altanen og begynder at true min underbo. Jeg forsøger at hjælpe dem, men jeg bliver kaldt racist, svans og ’en Pia Kjærsgaard’, fortæller Anders.

Han fortæller videre, at han i flere omgange er nødt til at ringe efter politiet, der må rydde hans opgang for unge, som med trusler og hamren på døren forsøger at komme ind til hans underbo for at få deres bold.

Allerede kort inde i forløbet forsøger Anders at få hjælp. Han fortæller om sine oplevelser på beboerrådsmøder og møder opbakning fra folk, der har oplevet det samme - men der sker ingen forbedring.

Han indleder også en lang korrespondance med sit boligselskab Lejerbo.

- Jeg beder dem om at bruge videoovervågningen, som hænger over det hele herude.

De unge truer mig flere gange lige foran kameraerne.

Men Lejerbo siger bare, at det ikke kan bruges. De vil have navne og adresser på de mennesker, der chikanerer os, fortæller Anders.

Han forstår dog ikke Lejerbos indstilling, da også deres ansatte har mærket de unges vrede på egen krop.

- Lejerbo har jo selv fritaget deres medarbejdere her i området for at have med husordenssager at gøre. De har modtaget så voldsomme trusler, og deres ejendomskontor er blevet smadret.

Jeg har den største sympati for de medarbejdere - selvfølgelig skal de ikke arbejde i sådan et miljø. Det er deres chefer bag skrivebordene i Valby, jeg peger fingre ad, siger Anders, før han tilføjer:

- Og så er det jo lidt underligt, at Lejerbo vil have os til at få navn på de selvsamme personer, som deres egne medarbejdere er fritaget for at have noget med at gøre.

Tvunget til at flytte

Tiden på Nørrebro er nu ovre for Anders. Efter halvandet år er frygten blevet for stor.

- Jeg gider ikke det der med, at jeg skal være urolig, når jeg går ned og køber en karton mælk. En af dem bor i min egen opgang. Det er ikke særlig rart, siger Anders, før han retter en svada mod politikerne:

- Man står helt alene. Velmenende politikere har bare troet, at man kan plante folk i en ghetto, og så skal det hele nok gå. Sådan hænger tingene jo ikke sammen.

Anders Jensen er ikke hovedpersonens rigtige navn. Han ønsker at være anonym. Redaktionen er bekendt med det sande navn.

Læs Anders' nødråb til ministre, lokalpolitikere og landets medier som PDF HER   

  

Andre læser også