Tirsdag kom det frem, at Claus Elming stopper som tv-vært på Vild med dans efter 12 år. Og nu løfter den populære vært sløret for, hvad fremtiden byder på.

Fremover kommer Claus Elmings fokus til at være et helt andet sted, end førhen. Han har blandt andet oprettet en ny virksomhed for blot to uger siden. Virksomheden hedder 'Team Picks', hvor fokus'et vil være amerikansk fodbold.

»Det er blevet en rigtig god forretning, og jeg glæder mig til at kunne kaste mere energi på det og udforske mulighederne. Jeg kan løfte sløret og sige, at der allerede kommer en stor nyhed fra os i forbindelse med VM i fodbold, som vi glæder os til at folde ud,« siger Claus Elming til EB.

Claus Elming har også sin egen hjemmeside 'gulklud.dk', hvor der bliver skrevet nyheder fra NFL. Men hans helt store mål er at gøre Team Picks succesfuldt. Og det er endnu uvist, hvad det helt præcist går ud på.

»Det glæder jeg mig til at kaste mig 100 procent over. Vi er begyndt at tjene gode penge på det. Men jeg har ikke noget tv-mæssigt klar. Der ligger nogle muligheder i de ting, jeg har i skrivebordsskuffen, som kunne være interessant at præsentere for et produktionsselskab,« siger han til EB.

Og det er dog også en vemodig Claus Elming der takker af for denne gang.

»Jeg kommer til at savne hele live-stemningen. Når man først har lavet det, er det nærmest et 'drug.' Man får at vide, at 'nu er der 60 sekunder til, at du er på,' og man mærker en hjertebanken. 'Så er der ti sekunder, god fornøjelse...'« Udtalte han sig tirsdag til BT.

Beslutningen om at stoppe som tv-vært på det populære TV 2 program 'Vild med dans', er noget, Claus Elming har haft i tankerne i et stykke tid.

»Allerede for to år siden, var jeg inde i overvejelser om, at det var tid til at komme videre. Men så havde vi en helt igennem vidunderlig sæson. Da sidste sæson var færdig, var jeg brugt. Men hvis TV 2 var kommet og havde sagt, at vi skulle lave det igen, var jeg klar. Men jeg havde så et møde med TV 2, hvor sløret blev løftet for, at man ønskede at gå i en anden retning. Det lød interessant, og det gav mig en perfekt mulighed for at sige tak efter 12 år,« siger Claus Elming, som heller ikke afviser, at man kommer til at se mere til ham fremover.

»Det kan være, at man kommer til at se mig i den kommende sæson. Men det bliver ikke som fast vært,« siger han.