Kontanthjælpsmodtager var blevet tilbudt tre job, men det valgte TV2 ikke at fortælle seerne i programmet ’Velkommen til virkeligheden’

Det var ikke hele sandheden, som mere end en halv million danskere fik lov at se, da de torsdag 13. september tunede ind på TV2 for at se programmet ’Velkommen til virkeligheden’.

Her kunne danskerne se Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll, og den 35-årige kontanthjælpsmodtager Mette Hansen skændes om, hvorvidt der er job at hente for kontanthjælpsmodtagere eller ej.

Men hvad TV2 ikke forklarede i udsendelsen var, at Mette Hansen i juli måned blev tilbudt tre job som henholdsvis frisør, fabriksarbejder og medarbejder hos et vikarbureau. Job, som hun af forskellige årsager ikke ønskede at sige ja til.

Da BT kontakter TV2 for at høre, hvorfor seerne ikke måtte få at vide, at Mette Hansen har fået tilbudt job, lyder beskeden fra programredaktøren Heidi Kim Andersen, at TV2 intet kendte til jobtilbuddene.

- TV2 var ikke informeret om jobtilbuddene. Efterfølgende (efter BTs artikel søndag) er TV 2 blevet informeret om, at Mette Hansen blev tilbudt nogle job, som hun af forskellige grunde ikke kunne varetage. Produktionsselskabet har vurderet, at netop disse tre jobtilbud ikke ændrede præmissen i programmet, som er beskrevet ovenfor, og den vurdering er jeg som TV 2-redaktør enig i ud fra de foreliggende oplysninger. Men jeg ville meget gerne have haft det at vide, og det har produktionsselskabet også fået at vide, skriver Heidi Kim Andersen i en mail til BT.

- Om det ville have ændret i programmet, ved jeg ikke. Men vi ville have overvejet grundigt, hvordan det kunne indgå i programmet eller i rulleteksten.

Havde du haft et andet indtryk af Mette, hvis du vidste, hun havde afvist tre jobtilbud?

DELTAG I DEBATTEN HERUNDER

LÆS MEGET MERE I ONSDAGENS UDGAVE AF BT ELLER KØB E-AVISEN HER

Læs i avisen blandt andet:
* Mette: Derfor sagde jeg nej tak til tre jobs