Danskerne hungrer efter sol og sommer. Vi er vilde med at tale om vejret, men også vilde med at tjekke prognoserne for, hvordan vejret bliver. Men det kan være svært at finde svaret i vejrudsigterne.

For de lover regn det ene sted og sol det andet. Hvilken vejrprofeti vælger du så at gå efter? Hvis den ene vejrudsigt ikke viser det vejr, vi drømmer om, så kan du være heldig at finde en bedre udsigt et andet sted.

Vejrtjenesterne fra DMI, TV 2 Vejret og norske Yr besøges flittigt af danskerne, der har behov for at se fremtidsudsigter for, hvordan den danske sommer bliver. Men selvom disse tjenester forudsiger vejudsigten for de samme lokaliteter, så har mange danskere deres personlige præferencer, når det gælder vejrudsigter. Så hvis den ene vejrtjeneste melder om regn, så kan du være heldig at finde sol på en anden vejrudsigt. Vi har fået et par meteorologer til at forklare, hvorfor det kan være svært at give præcise forudsigelser.

»Generelt kan man sige, at tre dage frem er ret sikre. Når vi så når derudover, så bliver vejrudsigterne noget mere usikre, og fra dag fire vil jeg sige, at der er 80 procent chance, for den rammer rigtigt. Og vi er på 70 procent, når vi når ud på en uge. Så falder sikkerheden stille og roligt,« forklarer meteorolog Anders Brandt fra TV 2 Vejret.

Selvom mange hægter sig fast på de forudsigelser, de ser i vejrudsigterne, kan det dog somme tider gå galt. Det vil ofte blive fremlagt som ustabilt vejr i vejrudsigterne, hvis der er usikkerhed, om det bliver sol eller regn. Regnbyger kan nemlig være noget af det sværeste at spå om, fortæller metrolog Anders Brandt.

»Det sværeste at forudsige, det er regn. Særligt når det kommer som byger, både hvor meget der kommer, og hvor det præcis kommer. Så der kan der være rigtig mange, der sidder og griner af os og ikke mener, vi fortjener vores dagsløn, når vejrudsigten ikke holder,« siger Anders Brandt.

Meteorolog Lars Henriksen fra DMI fortæller, at det afhænger af det gængse vejr, hvor svært det er at forudsige de kommende dages udsigter.

»At sige præcis, hvordan vejret bliver, er jo et de sværeste spørgsmål. I et til to døgn har vi et bestemt værktøj, vi bruger, og det kan gøre det rimeligt sikkert, men jo længere, vi kommer væk fra to døgn, desto sværere bliver det,« siger Lars Henriksen.

»Det er rigtig svært at forudsige skybrud, fordi det er forbundet med små kraftige bygeceller. Hvis prognoserne indikerer, det vil komme, så er det svært for os at sige, hvor det kommer.«

Selvom metrologerne kan være uenige i, hvornår der kommer regn og byer, så er de dog enige om, at temperaturer og vind kan forudsiges ganske nøje.

Norske Yr hitter

En af danskernes favorittjenester, når det gælder vejrudsigter, er Yr, der er den norkse pendant til DMI. Den norske vejrudsigt bliver brugt af op imod en 500.000 danskere, viser tal, som DR har fået fra vejrtjenesten. Alene i maj måned havde den norske hjemmeside 19,3 millioner besøg fra danske brugere, så yr.no ligger lige i hælene på dmi.dk, der havde 21,4 millioner besøg i maj måned. Redaktør for Yr Ingrid Støver Jensen tror dog ikke, at den norske succes skyldes, at de lover bedre vejr, men at vejrdesignet er nemt og brugervenligt.

»Jeg tror, Yr er så populær, fordi folk oplever, at det er en god tjeneste, som er meget brugervenlig. Og jeg tror folk oplever, at de får en god, sikker vejledning,« fortæller Ingrid Støver Jensen.

Pia Svejgaard Pedersen, der er presse- og souschef hos DMI, deler forklaringen på Yrs store succes i Danmark, nemlig at det er på grund af det brugervenlige design.

»Vi har nemlig ingen grund til at tro, at Yrs prognoser er bedre end DMIs, ud fra de modeller vi har. Det er simpelthen i præsentationen, hvor de vælger at præsentere nogle anderledes parametre. Vi bruger meget af det samme data,« fortæller presse- og souschef hos DMI, Pia Svejgaard Pedersen.

Selvom Yr ikke har nogle beregninger for, hvor sikre deres forudsigelser er i Danmark, da de kun måler sikkerheden i Norge, hitter de alligevel. Vejrtjenesten er brugt mange steder verden over, og er den femtestørste på verdensplan, kun overhalet af fire amerikanske vejrtjenester. De kan heller ikke sige, om de er enten mere eller mindre sikre end DMI, for det er meget af det samme data, der bruges.

»Vi synes jo bare, det er godt, at andre bruger os. Yr er brugt rigtig mange steder i verden, og det er vi jo stolte af og meget glade for. Vi ved også, at mange danske bruger DMI, men vi er glade for, at mange også vælger os.« fortæller Ingrid Støver Jensen.

De tre vejrtjenesters prognoser for den kommende uge

DMI

Overordnet set bliver det en typisk dansk sommer. Først lidt ustadigt, og så stabiliseres det midt på ugen. Med stigende temperaturer, med periodevise byger, meget typisk dansk sommervejr. Det bliver ikke super dårligt og heller ikke vildt godt. Gennemsnitlig dansk sommer. I weekenden ser det ud til at lørdagen bliver en rigtig pæn dag med omkring 23 grader.

TV 2 Vejret

Et højtryk nærmer sig Danmark, så der kommer mere sol og mindre byger. Tirsdag kan der komme enkelte byger. Onsdag er der gode chancer for sol, men stor forskel i temperatur, fordi der kommer vind fra vest. Torsdag skulle blive en god dag med temperatur over 20 grader. Fredag ser sommerlig ud, og lørdagen bliver en skilledag, hvor noget regn skal forbi. Hvis man har ferie, så kan man glæde sig til onsdag og torsdag.

Yr

På Yrs vejrguide ser det også ud til, at der kommer nogle dage med temperaturer på omkring 20 grader. Med stigende temperaturer i løbet af ugen. Både onsdag og torsdag vil vi nå temperaturer på 20 grader. Fredag skulle der komme regn, og så skinner solen igen på lørdag, hvor temperaturen igen stiger.