Som 20-årig blev aktivist og debattør Emma Holten udsat for hævnporno, da private nøgenbilleder af hende som 17-årig blev delt mod hendes vilje og spredt på internettet. Nu har en stor, tysk tv-station vist selvsamme billeder, men de får ikke lov at dø i synden, fastslår den danske aktivist.

For godt et år siden gav Emma Holten et interview til den tyske tv-station RTL, hvor hun fortalte om sine oplevelser med hævnporno. I samme ombæring fortalte hun om projektet ’Samtykke’, som består af en artikel og en billedserie, hvor Emma Holten optræder afklædt – alt sammen for at vise, at hun som kvinde tager magten tilbage over egen krop.

Emma Holten gav dengang lov til at vise serien ’Samtykke’ – men har aldrig givet nogen lov til at vise de hævnpornobilleder, der blev delt af hende som 17-årig.

Derfor blev hun også rystet, da der pludselig lå en mail i hendes indbakke, med et screenshot fra RTL’s morgenflade, der viser netop de krænkende hævnpornobilleder af hende.

»Jeg er dybt chokeret over, at man kan lave et indslag, der handler om, hvor forfærdeligt hævnporno er - og så samtidig vise hævnporno. Det er simpelthen så rystende, men samtidig er det som aktivist ikke nyt for mig, at folk har en tendens til ikke at gå op i andres samtykke, hvis der er nøgne damer, der kan skabe opmærksomhed,« fortæller Emma Holten til BT.

Hun har ofte oplevet, at journalister har spurgt, om de måtte vise de gamle hævnpornobilleder, hvilket hun altid har afslået.

Tv-station løj om nøgenbilleder

Emma Holten kontaktede RTL og bad om en forklaring, men her prøvede tv-stationen først at spise danskeren af med en løgn om, at der nok var sket en misforståelse, fordi nogle ikke kunne tysk.

Den købte Emma Holten dog ikke og efter at have set hele indslaget, blev hun klar over, at stationen faktisk havde vist samtlige hævnpornobilleder af hende.

»Jeg skrev til dem, at de har gjort vold på mig, og jeg er dybt chokeret og regner med at se, hvilke juridiske veje jeg kan gå – men det har de så ikke svaret på,« forklarer Emma Holten, som lige nu er i gang med at undersøge, hvordan man bedst går efter de ansvarlige fra RTL.

Hun understreger, at sagen, uanset hvad, ikke kommer til at dø hen uden kamp.

»Udfordring er at fastslå præcis, hvor krænkelsen er foregået? Er den begået i lokalet, hvor beslutningen er taget, er det på hjemmesiden, hvor billederne er delt?  Men jeg kan 100 procent sikkert sige, at det kommer ikke til at gå ubemærket hen, og jeg har også snakket med medierne Die Welt og The Guardian,« forklarer Emma Holten.

Hun mener, at medier har et særligt ansvar i en tid, hvor alt kan deles på nettet – også uden de impliceredes samtykke.

»Når vi lever i en tid, hvor medier er splittet op, og indhold flyder på nettet, så er det endnu vigtigere, at organiserede medier, som folk stoler på, har endnu mere ansvar. Mange vil sige; man kan jo bare se dem på nettet – det ved jeg godt, men så har du selv ansvaret for det. Når det her sker, kan du være forsvarsløs og se på din skærm og krænke mig,« siger Emma Holten.

Politikere vil have højere straffe for hævnporno

Sager om deling af hævnporno uden offerets samtykke er desværre ikke en enestående sag i Danmark. Flere historier er kommet frem de seneste år, og nu vil flere politiske partier også hæve straffen for forbrydelsen.

Til DR siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, onsdag, at man vil hæve straffen fra et halvt år til tre år, og hos Dansk Folkeparti er man klar til at gøre straffen endnu højere. Regeringen ser også på spørgsmålet, og den politiske opbakning betyder meget, mener Emma Holten.

»Det er enormt vigtigt, at man sender et politisk signal om, at krænkelser er krænkelser. Lige nu er der en skillelinje mellem ting, der sker på nettet og i den virkelige verden, men de ting, der sker på nettet, har store konsekvenser i virkeligheden. Hvis der bliver delt hævnporno af dig, kan det være svært at få job eller en kæreste, og det kan blive svært at indgå i sociale sammenhænge,« forklarer Emma Holten.

Hun understreger også, at højere strafferamme vil give politiet mulighed for at bruge flere ressourcer på hævnpornokriminalitet.

Udover en højere strafferamme, er det dog også vigtigt, at vi husker at blive ved med at snakke om problemet.

”Lovgivning og skærpning kan ikke stå alene. Det handler om en vigtig samtale om hinandens grænser og rettigheder, og vi skal tage fat og snakke med alle generationer om, hvordan vi passer på hinanden,” siger Emma Holten.