Kræftramte Charlotte Bøving, der er praktiserende læge og kendt fra bl.a. DRs ’Lægen flytter ind’, indleder patientklagesag

Charlotte Bøving, praktiserende læge i egen praksis i ’Jugendhuset’ i Varde og kendt fra bl.a. DRs tv-program ’Lægen flytter ind’, er, som hun fortalte i et interview i BT i går, blevet ramt af tarmkræft.

Sygdommen blev opdaget, efter hun for seks uger siden blev opereret for akut tarmslyng på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Men den behandling, hun fik i de følgende dage på det store centralsygehus, lod mildest talt meget tilbage at ønske for den erfarne 49-årige læge, der som patient slet ikke følte sig lyttet til. Oven i købet selv om hun var i stand til at fortælle, hvad der skulle gøres.

Charlotte Bøving er overbevist om, at det kun er pga. hendes gode fysiske form, at hun slap fra de seks hele døgn i sygesengen i nogenlunde behold. Oplevelsen har sat sig så stærkt i hende, at hun nu vil indlede en patientklagesag mod sygehuset over forløbet.

»Jeg kender min krop, og jeg vidste, der var noget helt galt,« siger hun til BT.

Artiklen fortsætter under billedet

»Jeg kender min krop, og jeg vidste, der var noget helt galt,« siger Charlotte Bøving, som selv er erfaren læge og nu indgiver en klage over behandlingen på Sydvestjysk Sygehus som patient.
»Jeg kender min krop, og jeg vidste, der var noget helt galt,« siger Charlotte Bøving, som selv er erfaren læge og nu indgiver en klage over behandlingen på Sydvestjysk Sygehus som patient.
Vis mere

Da hun for seks uger siden blev indlagt, skete det på hendes egen foranledning. Hun indlagde simpelthen sig selv. Hun blev da også opereret for akut tarmslyng. Oveni kom en masse komplikationer med vand i kroppen og stærkt åndedrætsbesvær. Men den pågældende læge, som havde ansvaret for hende som patient, var uenig i den behandling, Charlotte Bøving sagde, hun havde behov for.

»Jeg havde væske over det hele. Der var helt åbenlyst noget galt. Det viste sig, at der var seks liter mere i kroppen, end der burde være. Mit blodtryk var på et tidspunkt 200 over 100, og det er næsten dobbelt så meget, som det normalt er. Da jeg endelig fik noget vanddrivende, tissede jeg tre en halv liter,« siger hun.

Den skrækkeligste oplevelse

»Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kan takke min egen gode fysik for, at jeg er sluppet fra det forløb med livet i behold. Hvis jeg ikke havde været i så god form, som jeg er, havde jeg været død. De dage på sygehuset var mit livs skrækkeligste oplevelse,« siger hun.

Både den administrerende overlæge og den pågældende læge, som ikke ville give hende den behandling, hun vidste, hun havde brug for, har siden ringet og givet timelange undskyldninger.

»Jeg har sagt til dem begge, at jeg tager imod undskyldningen. Men jeg klager alligevel, for det er en klagesag værdig. Jeg har sagt til den pågældende læge, at der for mig i lægegerningen gælder to hovedregler: Nemlig at udvise ydmyghed og at en patient er syg, indtil det modsatte er bevist,« siger Charlotte Bøving.

BT har talt med Per Busk, administrerende sygehusdirektør på Sydvestjysk Sygehus. Han siger:

»Det er jo en personsag, og derfor har vi ikke mulighed for at kommentere det,« konstaterer Per Busk, som i øvrigt ikke har været vidende om sagen før nu.