Mens det vilde vejr får de fleste mennesker til at søge indenfor, er en lille gruppe unge lokale mænd fra Hanstholm på jagt efter gode bølger. De skulle ud og ride på Bodil.

BTs fotograf Henning Bagger mødte den lille gruppe unge mænd ved stranden ved Hanstholm i Jylland.

De er alle sammen erfarne surfere, der plejer at kaste sig ud i bølgerne ved Klitmøller, som også går under navnet 'Cold Hawaii'.

- Men de kunne ikke surfe ved Klitmøller, for der var vinden for stærk og bølgerne for store. Det her sted ved Hanstholm strand ligger i læ af havnen, så der var det ikke lige så vildt. Men bølgerne var stadig kæmpe store, fortæller fotograf Henning Bagger.

De fire unge mænd var ifølge Henning Bagger ude i de vilde elementer og det kolde vand i en times tid - alt i mens vejret gik amok med både regn og hagl.

- Det var ikke farligt for dem, sagde de. De var overhovedet ikke skræmt af bølgerne, fortæller Henning Bagger.


Andre læser også