Den spanske, politiske ungdomsgruppe Arran mener, at turismen ødelægger feriedestinationerne Mallorca og Barcelona.

Derfor vil den venstreradikale gruppe stoppe masseturismen.

Det skriver TV 2.

Arran har allerede foretaget flere aktioner, og en af dem gik ud over en gruppe britiske turister, der befandt sig på en turistbus i Barcelona. Medlemmer fra Arran stoppede bussen og hamrede løs på ruderne.

Senest har gruppen også hærget Mallorca, hvor fortovsrestauranternes ruder blev smadret og røgbomber blev smidt på gaden. Optøjerne blev fanget på video, der kan ses nedenfor.

En af de britiske turister på turistbussen har senere fortalt, hvordan maskerede mænd pludselig omringede bussen:

»Jeg troede virkelig, at det var et terrorangreb, og at jeg skulle dø. Maskerede mænd omringede bussen og begyndte at råbe. Vi var klar til, at nogen ville komme op ad trappen med en kniv eller en pistol,« siger Andrew Carey til The Telegraph.

Alt sammen for at forhindre masseturismen, der ifølge ungdomsgruppen ’knuser’ arbejderklassen i Catalonien. Det skriver Arran på deres Twitter-profil.

Optøjerne betyder nu ifølge TV 2, at de britiske turister advares om at være årvågne, når de besøger de destinationer, hvor Arran hører til.

Mallorca og Barcelona er også populære feriedestinationer blandt danskerne, men hos Apollo Rejser har de ikke haft nogen, der har været berørt af Arrans aktioner:

»Vi har hverken hørt om det eller fået besked om, at nogen af vores gæster skulle have været i et område, hvor de (Arran, red.) er. Vi ser lige, hvordan det udvikler sig. Men jeg er sikker på, at hvis vores kolleger i Spanien hører noget eller får nogle beskeder fra lokale samarbejdspartnere, er det klart, at vi vil informere vores gæster,« siger kommunikationschef Glenn Bisgaard til TV 2.

Senest har gruppens leder, Laura Flores, advaret mod flere angreb i et interview med den britiske avis The Times.