Julehjælp er ikke til for muslimer. Så kontant lyder budskabet fra Islamisk Trossamfund, efter debatten om, hvem der har ret til de gavekort, checks og julekurve, der bliver delt ud af bl.a. Frelsens hær og Kirkens Korshær for at forsøde højtiden for de fattigste.

Der er masser af ansøgninger, men desværre rækker julehjælpen ikke til alle, og det har startet en debat om, hvem der egentlig bør få del i julegodterne, der er beregnet på landet fattigste.

Hos en lokalafdeling af Kirkens Korshær på Nordals har man nemlig studset over, at navnene på 20 ud af 22 ansøgninger klinger temmelig udenlandsk. Det har bl.a. fået Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, til at melde ud på Facebook, at julehjælp udelukkende skulle være for dem, der rent faktisk fejrede jul. Og spørger man talsmanden for Islamisk Trossamfund, Imran Shah, bør muslimer end ikke overveje at søge om en julekurv.

- Som muslim skal man ikke søge om julehjælp overhovedet, siger han og påpeger, at julen ikke er en fest, muslimer skal deltage i og dermed heller ikke få fingre i den eftertragtede hjælp. 

- Det er vigtigt at holde for øje, at vi har vores egne kulturbegivenheder, der er afslutningen på Ramadanen og så er der jo den egentlig fejring af Eid, vores ofringsfest. Vi har vores egen fest, hvor der er masser af mad og boder, og vi har også vores gaveuddeling, siger han.

Imran Shah mener, at der er tale om få muslimer, der her ved juletid beder om en hjælpende hånd, og påpeger at manglende kendskab til deres religion kan være årsagen.

- Det er formentlig et mindretal, der søger, og det kan være svært at sige noget om behovet, men det er ikke sikkert at det lille mindretal er bevidste om, at det ikke er relevant for dem, siger han.

Fælles for ansøgningerne til julehjælp hos de forskellige nødhjælpsorganisationer er, at der ikke specifikt bliver spurgt om religion. Og sådan bliver det ved med at være, lyder det enstemmigt.
  
- Det er fuldstændigt ligemeget, om man er muslim, kristen eller hvad man er, hvis det var sådan, ville vi jo heller ikke give julehjæp til ateister, siger informationschef Lars Lydholm fra Frelsens Hær. Han understreger, at julehjælpen er til for samfundets svageste, og det er kriteriet, når julekurven eller gavekortet til SuperBest skal uddeles.

Heller ikke hos Mødrehjælpen eller Kirkens Korshær ser man grund til at ændre på ansøgningsprocceduren.

-  Julehjælpen er til for folk i nød, og nøden har jo altså nogle gange mange ansigter, siger Jesper Rønn-Simonsen, der er udviklingschef hos Kirkens Korshær, hvor man i år har modtaget cirka 60 pct. flere ansøgninger end sidste år.