Skuespiller Troels Malling levede en afdæmpet tilværelse som dreng i det nordjyske, hvor han efter eget udsagn var et temmelig asocialt barn, der fik latterkramper, når han så Charlie Chaplin.
1. Meget gennemsnitlig
Det her barn kunne jo være hvem som helst, men jeg mener, det er mig. Jeg lå her i en gennemsigtig vugge på Aalborg sSygehus nord. Fornylig var jeg til karneval i Aalborg, og der mødte jeg én, der gik rundt og fotograferede, og han påstod, vi var født på samme stue samme dag, for det kunne hans mor huske. Jeg blev født en utrolig smuk dag hvor bøgen var lysegrøn og tiden stod stille et øjeblik – 23. maj 1972. Jeg havde gennemsnitlig højde og vægt, jeg er i det hele taget gennemsnitlig i alt hvad jeg foretager mig. Min første erindring er, at jeg sidder på bagsædet af vores flaskegrønne Simca lige i midten. Jeg var nok tre-fire år, og vi var på vej til Nordjylland, hvor mine forældre havde købt en part i en gård i Ulsted sammen med venner. Der skulle de realisere sig selv ved at bo i kollektiv, men mine forældre beholdt parcelhuset, så de kunne tage hjem, når de ikke gad mere.
2. Centrum for opmærksomheden
Det er sommer, jeg har fået kasket på, og vores vidunderlige gyldenbrune golden retriever står ved siden af. Jeg elsker jo hunde og katte, nøjagtigt ligesom pensionister og bedstemødre tit gør. Som barn har jeg altid følt mig utroligt ønsket af mine forældre: altid været centrum for opmærksomhed. Mine to storesøstre er syv og ti år ældre, så det var lidt uforpligtende for mine forældre at få en dreng til sidst, så der var ikke den store opdragelse af mig. Det var meget frit. Jeg fik lov til at være lidt kreativ, ikke fordi jeg nødvendigvis havde talent for det, men som mindre søskende får man oftere lov til det. Min ældste storesøster er meget entreprenant og har sin egen virksomhed.
3. Temmelig asocial
Hvad jeg lavede som barn? Jeg var et temmeligt asocialt barn, og det er jeg nok stadig, dog uden at være barn. Jeg havde det godt i mit eget selskab, og kunne få timer til at gå med det. Min far sagde: »Hvorfor skal du være så sær?«. Min far var meget normal som dreng, sådan en, der havde en slangebøsse, og som gik til spejder og fodbold. Jeg gik selv til fodbold et par år, men var ikke så vild med det, og det tror jeg var en skuffelse for ham. Men heldigvis er min søn glad for fodbold. I dag er jeg ikke så vild med det, hvis en hel weekend er fyldt op med sociale aktiviteter, jeg vil hellere være sammen med min hustru og mine børn.
4. Alice og Gunnar
Min far Gunnar var gymnasielærer i matematik og fysik, og min mor Alice er socialrådgiver. Mine forældre har altid haft et fornuftigt forhold til penge og har kunnet spare, og dengang i tresserne var det en guldgrube at være gymnasielærer, har jeg ladet mig fortælle. De havde sommerhus i Blokhus og grunde, parcelhus og to biler. I 60erne gik det godt, og priserne i Nordjylland var ikke høje. Jeg tror aldrig, mine forældre har udstukket råd om, hvad jeg burde være. I bedste 70’er-stil kaldte jeg heller ikke mine forældre for mor og far. De hed, som nævnt, Alice og Gunnar og var først og fremmest mennesker og ikke nogen med tillempet autoritet. Barndomshjemmet var fyldt med følelser med både glæde sorg og vrede. Jeg opdrager selv mine børn ved at vise dem følelser, ellers bliver børn forvirrede. Vi skal være mennesker i forhold til vores børn snarere end omvandrende institutioner. Børn gør det, vi gør, ikke det vi siger. Jeg er selv ret opfarende – forleden dag over for min søn, der hellere ville spille Minecraft end gå i teatret. Så bliver jeg rasende.
5. Glad for klovne
Her var jeg hjemme i køkkenet, hvor vi havde et komfur fra 60´erne, vi skilte os ikke af med ting, der virkede, og sådan har jeg det stadig. Min søster havde klædt mig ud som klovn. Da jeg var barn kunne jeg ikke være i mig selv af latterkramper, når jeg så Charlie Chaplin. Jeg synes, klovnen er en utrolig smuk figur på alle måder. Fordi han er barnligt menneskelig og vil nogle ting og stræber efter det, og så går det galt igen og igen, indtil han måske står på de to stole, og noget tredje går galt. Apropos klovne er jeg lige nu starstrucked, for jeg er på turné med Charlie Rivels oldebarn – Patricia Schumann. Og jeg har læst Rivels bog flere gange, stakkels klovn.
6. Ingen ende på lykken
Det var en storslået dag, da jeg blev konfirmeret. Jeg følte mig rig, og jeg købte en Commodore 64 – der var ingen ende på lykken og glæden. Jeg brugte den ikke til programmering, kun til spil og tidsspilde, så fik jeg spillet færdig. Jeg kørte dengang med Aalborg Stiftstidende, og jeg havde en landrute på 11,7 km på cykel, medmindre mine forældre forbarmede sig over mig og kørte mig rundt, langs Hjørring landevej, uden cykelsti. Når der kom et lastvognstog forbi, var jeg ved at ryge i grøften.
7. Ventede på ny motor i Neumünster
Her var familien i de vældige alper, jeg elsker jo den bjergkæde, i Frankrig og Norditalien. Vi kørte hjemmefra i den tidlige morgen med joggingtøj på, der var redt op bagi, og vi vågnede i Aabenraa, hvor der blev købt rundstykker, og så kørte vi lidt længere ind i Tyskland og spiste morgenmad med kaffe på thermokanderne og kakao. Mens vi kørte, spillede vi kort eller kravlede rundt, vi havde jo ikke seler på. Og bilen brændte også sammen et par gange, så fik vi ny motor. Ved Neumünster sad vi en hel weekend ved en bilkirkegård og ventede på, at nogen skulle komme forbi og sætte en ny motor i. Og der var slagregn mod ruden. Det var helt forfærdeligt, min far gik helt ned med flaget, han muntrede først op da han fik en kage inde fra konditoriet, så begyndte han at se lidt lysere på fremtiden. Det er mine søstre Charlotte og Birgitte, de er syv og ti år ældre end mig.
8. Kikset møde med tatoverede sømænd
Jeg havde selv valgt det her slips fra Thailand, som jeg havde på, da jeg blev sproglig student. – hvilket i øvrigt undrede min far, som jo var fysiklærer. Jeg var en helt normal elev, som pludselig fandt ud af, at jeg var skoletræt og ville ud at sejle. En kammerat og jeg mente, vi ville stikke til søs. Vi havde en romantisk forestilling om, hvordan det ville være. Derfor tog vi til et møde med nogle sømænd. De var nogle grove, tatoverede typer, og jeg var helt fejlplaceret, selvom jeg ikke havde fået briller endnu. Vi skulle hurtigt tilbage til Nørresundby Gymnasium. Mit snit i gymnasiet var ikke højt, nemlig ni – jeg syntes ikke, jeg var god til at gå i skole. Som teenager var jeg ikke nogen stor charlatan. Det var småt med det. Jeg syntes ikke, det fyldte så meget, for det med pigerne var som en uopnåelig drøm, og jeg var meget sent moden. Der var måske nogle, der var interesserede i mig, men det opfattede jeg ikke. Jeg var måske for selvoptaget til at opdage det. Jeg var 23, da jeg fandt sammen hende, jeg er gift med i dag.
9. Nærmest blind og døv
Vi er jo en familie af brillebærere, og det er jeg også. Da jeg var værnepligtig i den bornholmske CF-kolonne, gik der ikke lang tid, så sagde cheferne: »Du kan jo ikke se en skid«, og så smed en befalingsmand mig op på ladet af en lastbil og kørte mig til Rønne, hvor jeg blev testet af en læge. Og ja, den var gal med bygningsfejl. Men nogle gange synes jeg nu, det er meget rart at være både blind og døv. Man går lettere gennem livet, når man ikke hører alt.
10. Alt skal gå galt på scenen
Lige nu spiller vi jo ’Komedien hvor alting går galt’ på Folketeatret. Det giver én en utrolig frihed, at man teoretisk set ikke ville opdage fejl, når alt skal gå galt på scenen – men når det er sagt, er denne her forestilling nærmest som et urværk, hvor den ene ting afløser den anden, og teknikken ude bagved skal hive i de rigtige snore på de rigtige tidspunkter. Det er meget komplekst, men når man har spillet den 25 gange, så bliver det rutine.
