Kommunerne bruger færre penge på at reparere nedslidte veje.

- Vi er nødt til at køre zig-zag for at undgå at få ødelagt vores bil.

Sådan siger landmand Troels Luther Primdahl, som flere gange har ringet til Lemvig Kommune, fordi hullerne på bivejene ved Gudum og Nørre Nissum bliver for store.

- Folk får ødelagt biler, og det går ud over dæk, fælge og styretøj, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Men det er ikke særligt populært at bruge penge på at lappe veje. En analyse fra Dansk Vejforening tidligere i år viste, at kommunerne bruger færre penge på at vedligeholde deres veje. I alt bruger kommunerne i år 113 millioner kroner mindre på drift og vedligehold af veje i forhold til 2016. Det svarer til et samlet fald på 2,2 procent.

I Lemvig Kommune er det faktisk så skidt, at kommunen i den seneste erhvervsklima-rapport fra Dansk Industri lander på en kedelig 87. plads ud af 98, når det gælder infrastruktur og transportbetingelser.

Det mærker tømrermester Hans Roesgaard selv i dagligdagen. Han har sin byggevirksomhed på den hullede Trabjerggaardvej mellem Gudum og Nørre Nissum.

- Det giver udfordringer, når der kommer store lastbiler og fragtbiler. Chauffører klager over, at det er så ujævnt. Det bumper så meget, at deres varer falder ned omme i lastbilen, siger han til DR P4 Midt & Vest.

Begge mener, at de hullede veje i Lemvig Kommune sætter området i et dårligt lys.

- Vi vil jo gerne tiltrække nye borgere. Det kan jo ikke være rimeligt, at det er lige før, man skal have en traktor for at kunne færdes rundt i kommunen, siger Troels Luther Primdahl.

Medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig, Søren Videbæk Jensen (V), forklarer, at de mange dårlige veje bunder i, at kommunen har indgået en kontrakt med et asfaltfirma, som skal vedligholde vejene. Kommunen mener, kontrakten ikke bliver overholdt, og lige nu er en advokat ved at se nærmere på sagen. Men uanset hvad så udløber den kontrakt i 2018, og den nye kommunalbestyrelse skal finde en ny løsning for Lemvigs veje.

Ønskescenariet er, at man har råd til at lave fundamentet ordentligt under alle små veje i hele kommunen, fastslår Karsten Kragelund (S).

- Men det tror jeg ikke på. Vi skal sikre os, at vejene er i en sikkerhedsmæssig forsvarlig stand og bliver repareret, og det skal vi som kommunalpolitikere finde pengene til, siger han.

- Vi kan finde dem, hvis det er det, der skal til, men det kan jo være, at mindre også kan gøre det, siger Søren Videbæk Jensen til DR P4 Midt & Vest.