Solen skinnede på den røde løber, der tirsdag aften var rullet ud i Hadsund, hvor der var premiere på dokumentaren 'Blodets Bånd', der giver et sjældent indblik i en del af Danmark, som de færreste kender.

I 'Blodets Bånd' møder man den dybt alkoholiserede Svend Aage Hansen, der er far til 16 børn. Fire af dem har han med sin eks-kone Gitte Hansen, som han bliver skilt fra i dokumentaren. I filmen fortælles en historie om vold, svigt og misbrug i familien Hansen.

Gitte har gennem en årrække levet i et voldeligt ægteskab og set passivt til, mens hendes mand har tæsket deres børn. Samtidig er det også en fortælling om en familie, der er elsker hinanden så højt, at end ikke en turbulent og voldsom barndom kan skille dem ad eller bryde den kærlighed, de har til deres far.

Både Svend Aage Hansen, ekskonen Gitte, de fire børn de har sammen og to af hans børn fra et tidligere forhold var mødt op til premieren, og det tætte bånd mellem børnene og deres far, var tydeligt for alle.

- Yes, var Svend Aage Hansens korte svar på spørgsmålet om, hvorvidt han glædede sig til at se filmen, inden han gik hen og sagde hej til sin yngste datter, Christina, med ordene 'Hej skattepige'.

Familien fortæller samstemmende, at de har brugt filmen som en mulighed for at få bearbejdet de mange voldsomme oplevelser, som dehar været igennem.

- Det har hjulpet os meget igennem, og det har været en stor hjælp for os, siger den yngste søn, 21-årige Daniel Hansen, der havde taget sin kæreste, Jannie, med til premieren.

Flere familiemedlemmer fortæller til bt.dk, hvordan de håber, at filmen kan være med til at hjælpe familier i lignende situationer.

- Jeg har nok været for passiv og har tøvet med at gribe ind, men med den her film er der mulighed for at gøre noget. Der er mange andre i samme situation, og jeg håber, at filmen kan være en inspiration og hjælp for dem, sagde Gitte Hansen, inden hun sammen med resten af familien bevægede sig ind i biografens mørke.

Den yngste datter Christina er en af de helt centrale figurer i filmen. I filmen får hun med sin fars hjælp aktindsigt i alle de papirer, der vedrører hende og hendes søskendes barndom. Dem har hun brugt i det terapiforløb, hun har været igennem.

- Det har været en god oplevelse, at være med til at lave filmen. Jeg håber, at den kan gøre en forskel og gøre opmærksom på nogle af de problemer, der er i samfundet, fortæller Christina.

Filmens to instruktører, Pernille Bervald Jørgensen og Christian Sønderby Jepsen været meget omhyggelige med at fortælle historien på den rigtige måde.

- Familien har vist os en enorm stor tillid, ved at lade os lave denne film, og det har været vigtigt for os at bruge den tillid rigtigt, fortæller filmens ene instruktør, Pernille Bervald Jørgensen, som selv stammer fra Hadsund og kender Familien Hansen fra sin tid i byen.