Ved du noget om sagen? Så kontakt BT på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Danmarks Radio har de seneste år været en del i medierne pga. udflytninger, nedskæringer og fyringer, hvoraf de sidste skulle spare millioner. Samtidig har DR på fem år brugt mere end 30 millioner kroner på taxakørsel. Det viser en aktindsigt, som mediet Journalista.dk har foretaget.

Når man siger 'DR' og 'taxa', så tænker de fleste nok umiddelbart på den populære tv-serie med Peter Gantzler, Jesper Lohmann, Pernille Højmark og Zlatko Buric, som løb på DR1 fra 1997 til 1999.

Men der er også en anden sammenhæng mellem 'DR' og 'taxa'; nemlig det faktum, at DR fra og med 2011 og frem til og med april 2016 har brugt mere end 32 millioner kroner på hyrevogne. Det viser en aktindsigt, som Journalista.dk har søgt hos den licensbetalte mediekoncern.

I aktindsigten, som BT er i besiddelse af, fremgår det, at DR hvert år bruger mere end fem millioner kroner på taxakørsel. I flere år også mere end seks millioner kroner.

Herunder kan du se tallene for hvert år siden 2011:

2011: 5.658.079,23 kroner.

2012: 6.144.186,91 kroner.

2013: 6.483.135,63 kroner.

2014: 6.603.135,82 kroner.

2015: 5.874.986,90 kroner.

2016 (januar-april): 1.819.743,08 kroner.

Samlet løber det op i 32,5 millioner kroner for DR siden 2011.

I svaret på aktindsigten til Journalista.dk er også en forklaring på udgifterne til taxakørslen, som lyder:

'Det skal pointeres, at beløbene dækker over alle former for taxakørsel i DR-regi, herunder blandt andet også i forhold til DRs regionalradioer og distrikter. Der vil typisk være tale om transport i forbindelse med større produktioner, kørsel af medvirkende gæster i DRs programmer, transport af hastende dokumenter, transport af medarbejdere i forbindelse med eksterne møder m.m. Hertil skal som sidebemærkning  nævnes, at en række medarbejdergrupper i DR har overenskomstbestemt ret til taxakørsel ved beordret merarbejdet på skæve arbejdstidspunkter (kl. 00-06).'

Kommunikationschef hos DR, Lasse Bastkjær Jensen, uddyber forklaringen overfor BT.

»Vi har en del medarbejdere, som har indskrevet i deres overenskomst, at hvis de arbejder på skæve tidspunkter, så kan de også tage en taxa til arbejde og fra arbejde. Samtidig bruger vi taxa til at fragte gæster til vores programmer til og fra DR, og dem tilbyder vi taxa til,« siger Lasse Bastkjær Jensen.

Gennem de seneste år har der været både nedskæringer, fyringer og udflytninger af arbejdspladser på DR. Hvordan kan man retfærdiggøre det, når man samtidig bruger så mange penge på taxa?

»For det første vil jeg gerne sige, at udflytninger af arbejdspladser, som vi har været lidt i vælten på på det seneste, ikke har noget at gøre med besparelser,« siger Lasse Bastkjær Jensen og uddyber:

»Selvom det virker som mange penge over en årrække, synes jeg faktisk, vi bruger taxa med mådehold. Og vi vil jo gerne have, at gæsterne kommer igen i vores programmer.«