Brøndby-legenden Per Nielsen og hans familie får stor opbakning efter de offentligt har efterlyst deres datter, 14-årige Mathilde Nielsen, via Facebook og dagbladet BT.

I skrivende stund deltager  2764 mennesker i jagten på den 14-årige pige ved at dele efterlysningen på Facebook. Og det tal stiger støt hele tiden. 

- Vi har fået masser af opbakning fra venner og bekendte samt alle dem, der har set det og deler efterlysningen på Facebook. Så det er rigtig dejligt, og det er vi meget glade for, siger Per Nielsen, som ikke har hørt fra sin datter i 10 dage, siden hun forsvandt fra den socialpædagogiske institution Sparta i Midtjylland onsdag d. 21. maj.

- Det vi har fået at vide er, at Mathilde er forsvundet sammen med en dreng hun kender fra Sparta. Det er de overbevist om på institutionen. Men vi har desværre intet hørt fra hende, siger Per Nielsen til BT lørdag eftermiddag.

- Politiet har sagt, at vi kan kontakte dem på mandag. De har efterlyst hende, men de leder ikke aktivt, og det er ikke godt nok for os. Så lang tid kan vi ikke vente. Derfor er vi gået ud med det her.

- Vi kender jo stadig en del af Mathildes omgangskreds, og de er ikke blevet kontaktet af politiet. De har heller ikke spurgt til hendes telefon og hendes Facebook-profil. Eller hvilke venner hun har, og om vi har nogen adresser, der kunne bruges. Men sådan er det, og derfor har vi valgt selv at gå ud, så andre måske kan hjælpe os med at finde hende.  

Politiet i Midt- og Vestjylland forklarede i går til BT, at de ikke har grund til at tro, at 14-årige Mathilde Nielsen er i fare, og at hun angiveligt ikke er forsvundet mod sin vilje. 

- De er jo ikke stukket af fra et lukket sted. Så hvis en patrulje møder hende i en eller anden sammenhæng, så bliver der spurgt til personnummer, og så finder vi hende. Vi har ikke andet at gå efter, sagde vagtchef Bjarne Askholm fra Midt og Vestjyllands politi i går til BT.

Mathilde Nielsen er 14 år, hun er 173 centimeter høj. Hun har grønne øjne og langt glat kastaniebrunt hår.