Den 39-årige trillingemor Heidi Rasmussen, hvis børn Kalundborg Kommune torsdag besluttede skulle tvangsanbringes hos tre forskellige plejefamilier, måtte sidst på eftermiddagen i hast tage afsked med sine børn.
Heidi Rasmussen har først fået det indtryk af Kommunen, at hun måtte blive på Bagsværd Observationshjem, hvor hun har boet med børnene i fire måneder, til fredag, så hun i ro og mag kunne få sagt farvel til sine 19 måneder gamle børn Magnus, Tobias og Ida. Det dramatiske omvæltning sker i kølvandet på, at Kalundborg Kommune har valgt at tvangsfjerne trillingerne fra Heidi Rasmussen, der ikke skønnes at være i stand til at varetage omsorgen for børnene.
Men kommunen ville det anderledes.
Da Heidi Rasmussen kom tilbage til Bagsværd torsdag eftermiddag klokken 15.30 lå der en mail i hendes indbakke fra sagsbehandleren. I mailen stod der, at Heidi skulle være ude fra Observationshjemmet senest klokken 17. Så hun måtte i al hast pakke alle sine ting sammen og fylde bilen op. Trilletten - klapvognen med plads til tre - skulle hun også tage med sig, for den bliver der ikke brug for mere, da børnene skal anbringes hos hver deres familie.
Da BT taler med Heidi Rasmussen, er hun kørt fra stedet. Hun holder på en rasteplads på vej mod Kalundborg.
- Jeg føler mig smidt ud og rodløs. Klokken 16.45 stod jeg uden for med alle mine ting. Jeg har boet der i fire måneder med mine børn. Nu skulle jeg i al hast ud, og jeg skulle have sagt farvel, siger en rystet Heidi Rasmussen.
Fra hun så mailen til hun skulle være ude, var der kun halvanden time.
- Jeg gav børnene hver et kram, og sagde, at jeg elsker dem. Og at jeg ville være der for dem, alt det jeg kunne. Men hvad kunne jeg ellers sige. Jeg kunne jo ikke sige, at jeg altid vil være der, for det får jeg jo ikke lov til, fortæller hun.
Heidi kan forvente at få lov til at være sammen med hvert barn en time én gang om måneden.
- Det er et kæmpe savn ind i hjertet. Mit hjerte er hos mine børn, og nu er de ikke hos mig. Jeg kan ikke passe på dem, jeg kan ikke.... det er skrækkeligt, siger Heidi grædende og fortsætter.
- Jeg ved ikke, hvad de nu skal stå igennem, og det, at jeg ikke kan støtte og hjælpe, det er forfærdeligt, siger hun. Heidi er tydeligt rystet og ved ikke helt, hvor hun er på vej hen.
- Jeg var egentlig på vej til Kalundborg, hjem til mit hus, men nu er jeg kørt ind på en rasteplads. Jeg skal lige tænke mig om. Jeg ved slet ikke, hvad jeg vil, siger hun.
- Det eneste, jeg tænker på, er, at jeg må være stærk for mine børn. Jeg har ingen indflydelse på mine børns liv længere. Jeg føler mig så magtesløs og umyndiggjort.
