Mærketøjsportalen Trendsales kritiseres på Facebook, efter firmaet mandag pillede en velgørenhedsvideo af nettet. Trendsales indrømmer, at man begik en fejl.

Trendsales donerer tre kroner til Scleroseforeningen per deling.

Sådan lød budskabet, da online bazaren og mærketøjsportalen Trendsales mandag lagde en video af en skleroseramt kvinde på firmaets Facebookside. Opdateringen var et led i Trendsales maj-kampagne mod sclerose. Men videoen blev delt med lynets hast - på under fem timer var den blevet delt over 2.000 gange, og pludselig var den væk.

Det har blandt andet ført til kritik på Facebook, hvor flere brugere undrer sig over, at Trendsales bare fjernede videoen, så man ikke længere kan se, hvor mange der har delt den. 


Trendsales direktør Martin Falslev Andersen kan godt forstå brugernes undren. Han indrømmer, at der er sket et kiks.

- Vi laver den fejl, at vi undervurderer, hvor meget det her kan sprede sig. Vi gør tit det her, hvor vi deler noget på Facebook, men vi har aldrig oplevet, at noget er blevet delt mere end 2.000 gange på så kort tid. Det blev for stor en succes.

- Det eksploderer simpelthen mellem hænderne på os, og så er der en i marketingsafdelingen, der går lidt i panik og piller den af i stedet for at finde de ekstra penge, siger han og forklarer, at antallet af delinger på det tidspunkt allerede langt havde overskredet det budget, som Trendsales havde afsat til delingen.

Direktøren lover i samme ombæring, at Trendsales selvfølgelig donerer de 7.223 kroner, som videoen 'optjente'.

Og man kunne også sagtens have doneret flere, hvis videoen ikke var blevet pillet af.

- Det hele handler om, at der er sat nogle budgetter af til det her, så i stedet for at finde nogle flere penge, så piller man den af, og det er stor fejl. Og det beklager vi rigtig meget. Jeg havde ti gange hellere betalt tre gange budgettet, end at pille den af, hvis vi kunne få lov til at lave det om, siger Martin Falslev Andersen, der dog glæder sig over, at kampagnen med Scleroseforeningen har været så stor en succes.

- Det er meget positivt, at tingene eksploderer i en god sags tjeneste. Det er fantastisk, siger han og fortæller, at Trendsales fuldfører kampagnen med Scleroseforeningen resten af maj. Det betyder blandt andet, at der også de næste tre mandage vil blive delt videoer på Facebook med skleroseramte, hvor Trendsales vil donere penge. Dog vil man præcisere en beløbsgrænse for, hvor meget man vil donere.

- Der vil blive skrevet lidt mere om, hvad kampagnen præcist går ud på. Det vil sandsynligvis stadig hedde tre kroner per deling, men om det så bliver i et givent tidsrum eller op til et vist beløb, det ved vi ikke endnu, siger direktøren.

Hos Scleroseforeningen blev man godt opmærksom på, at den populære video pludselig blev pillet af. Og man forstår godt, hvis Facebook-brugerne har undret sig.

- Det kan jeg sagtens se er et problem, men for os er det meget vigtigt, at vores samarbejde kører og fortsætter, siger Mette Bryde Lind, der er direktør for Scleroseforeningen. Hun er glad for, Trendsales er med til at sætte fokus på Sclerose, og alle de penge, som bliver doneret til foreningen i løbet af kampagnen går til forskning.

- Vi får noget opmærksomhed omkring denne sag. Det her er første gang, at vi får denne form for samarbejde. Vi får noget viden om det, for der er ingen tvivl om, at det er en helt anden måde at kommunikere på via Facebook. Og fremadrettet så kræver det måske også, at vi er skarpere på nogle af de elementer, der er i det, siger Mette Bryde Lund.

Ifølge Scleroseforeningen har man valgt et samarbejde med netop Trendsales, da mærkevareportalen har en stor skare af kvindelige bruger i alderen fra 20 til 40 år, som netop er den aldersgruppe, der oftest rammes af sclerose.