Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Utallige billeder af de lyserøde kirsebærtræer på Bispebjerg Kirkegård har domineret Facebook og Instagram i den forgangne uge. Men mange af fotograferne bag samt deres følge overholder ikke skiltningen på stedet. Det vækker harme hos dem, der har deres kære begravet på kirkegården.

På Facebook lufter flere deres utilfredshed med, at mange lader til at blæse på, at der ligger døde i jorden. En af dem, der ærgrer sig over, at mange eksempelvis spiser mad nær gravene, er 21-årige Cecillie Jacobsen, hvis farmor er begravet på den velbesøgte kirkegård.

»Jeg kan godt forstå, at folk kommer for at se træerne, men at sidde og holde picnic op og ned ad gravpladserne er langt over grænsen. Jeg synes, det er respektløst og meget upassende,« siger hun til BT.

Reaktionen kommer efter en større folkevandring i disse dage har ramt Bispebjerg Kirkegård. Her blomstrer kirsebærtræerne på kirkegårdens alle, og det får ifølge Københavns Kommune omkring 150.000 turister til at komme for at se det smukke naturfænomen.

»Jeg synes, det har taget overhånd. Folk kommer, fordi det er blevet en trend at komme for at tage en selfie med et træ,« lyder det videre fra Cecillie Jacobsen.

Trods skiltning sidder mange på kirkegårdens græsarealer.
Trods skiltning sidder mange på kirkegårdens græsarealer.
Vis mere

52-årige Susanne fra Frederiksberg har også oplevet, at mange besøgende lader til at være ligeglad med gravpladserne.

»Det er tydeligt skiltet, at folk ikke skal slå sig ned, men det blæser en hel del folk på. Folk spiser, drikker, og børn render rundt med sæbebobler. Jeg plejer ikke at slå noget op på Facebook, men jeg blev så forarget over det. Det er mangel på respekt,« siger hun.

Københavns Kommune har i forbindelse med kirsebærtræernes blomstring sørget for ekstra toiletter, affaldskurve og afskærmning af Sønder Kapel, hvor der foregår bisættelser. Centerchef for Teknik og Miljøforvaltningen, Anders Melamie, oplyser, at det ikke er tilladt at slå sig ned på de fleste af kirkegårdens græsarealer.

»I græsset umiddelbart i nærheden af alléen, er der til begge sider gravsteder. Man må godt gå på græsset, men det er ikke respektfuld at tage ophold ved gravstederne,« siger han og opfordrer til at tage hensyn.

»Som forvaltning vil vi gerne have, at man bruger vores arealer, men når det er sagt, så er det kun muligt at bruge byrummene, hvis man tager hensyn til hinanden. Det er ligegyldigt, om man er hundelufter, mountainbiker eller løber,« siger han og fortsætter:

»De samme hensyn skal man tage, når man bevæger sig rundt på Bispebjerg Kirkegård. Man skal være bevidst om, at det er en kirkegård, og lige nu møder man en gruppe af mennesker, man normalt ikke ser derude.«