En jolle med fire personer kæntrede mandag ud for Rødvig. En kom selv i land, og de tre andre er nu fundet.

Ved en større eftersøgning lykkedes det mandag eftermiddag Forsvaret at finde tre savnede personer i vandet ud for Rødvig i Fakse Bugt, efter at en båd med fire personer tidligere mandag kæntrede.

Det oplyser Forsvarets Operationscenter, der blandt andet står for redningsaktioner til søs.

En af de fire om bord kom selv i land og slog alarm.

Flere skibe og to helikoptere blev sendt til området for at lede efter de sidste tre.

- Vi har fundet to af personerne ved nogle bundgarnspæle, men vi leder stadig efter den sidste, sagde vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter kort efter klokken 16.

En halv times tid senere blev også den sidste fundet.

- Alle tre personer er fundet og bragt i land til behandling, skriver Forsvaret på Twitter.

/ritzau/