En tv-vært kritiseres for at tale nedsættende om seksuelle minoriteter i et direkte interview. Det skriver Nyhedsbureauet Newspaq.

En studieværts måde at omtale en transseksuel kvinde på som 'ham' og brug af ordet 'freak show' har bragt sindene i kog hos landets seksuelle minoriteter.

Og det i sådan en grad, at LGBT, Landsforeningen for bøsser og lesbiske, nu har indgivet en officiel klage til TV2 Østjylland, som har bragt det direkte indslag.

- At omtale en transperson som 'ham' næsten konsekvent er mangel på respekt. Og når man sammenligner transpersoner og freakshow, sætter man det indirekte i samme kategori, selv om man ikke siger det direkte. Det er ikke i orden, siger Sebastian Svegaard, transpolitisk talsperson for LGBT Danmark.

Indslaget, der blev bragt d. 7. januar, er et interview, hvor den erfarne studievært på TV2 Østjylland, Søren Ø. Jensen, interviewer en indehaver og redaktør af det nye blad 'Proud Magazine', for homoseksuelle.

I interviewet omtaler tv-vært Søren Ø. Jensen flere gange en transseksuel mand, som er opereret til kvinde, som 'ham' og stiller dette spørgsmål:

- Hvor går grænsen fra et kærligt portræt af sådan en 'kvinde-mand' til et decideret freakshow, særlinge med perverse lyster?

Men det er helt ok, mener TV2 Østjylland, som ikke vil undskylde overfor de transseksuelle.

- Jeg synes ikke, at de anklager om, at det er hadsk og ondsindet, har noget på sig. Vi er selvfølgelig kede af, at nogle har følt sig sårede, men vi har ikke noget at undskylde eller beklage, siger redaktionschef på TV2 Østjylland, Eva Kvist, som sammen med studieværten har gennemgået indslaget som følge af kritikken.

- Søren er i tvivl, om det er en han eller hun, men får det forklaret, siger Eva Kvist, som mener, at det med 'freak show' er en misforståelse.

- Der findes jo inden for forskellige seksuelle minoriteter, herunder den homoseksuelle, nogen, som er helt ude på kanten af noget, hvad jeg tror, mange vil være enige om, er perverst, og hvor det også nærmer sig noget ulovligt, siger redaktionschefen.

TV-vært Søren Ø. Jensen har ikke selv lyst til at udtale sig om sagen, men han er ked af kritikken.

- Det er klart, at klager påvirker en journalist, og Søren bliver bekymret for, om de homoseksuelle, vi kender her på stationen og i vores omgangskreds pludselig tror, at vi har noget imod den ene eller anden seksuelle minoritet. Det har vi ikke, men vi har heller ikke noget at undskylde eller beklage, slår redaktionschef Eva Kvist fast.