Den 11-årige danske dreng, der faldt overbord mandag eftermiddag fra en vandcykel, er netop blevet bjerget af franske dykkere.

Efter en ihærdig indsats fra fransk politi, marinesoldater og dykkere lykkedes det endelig at finde liget af den 11-årige danske dreng torsdag d. 9. juli omkring klokken 17. Han har været forsvundet, siden han faldt af en vandcykel midt på søen Lac de Saint Cassien tæt på Cannes i mandags.

Det bekræfter Gerard Matz, der er kaptajn for politistyrken i Var, over for BT. Forældrene er underrettet og skulle ifølge politiet modtage psykologhjælp.

Tidligere i dag oplyste Matz, at han ikke mente, der var chance for at finde drengen i live:

»Det tror jeg desværre ikke. De oplysninger, vi har fået fra dem, der var til stede og fra vidner i nærheden, giver ikke meget håb,« forklarede han.

»Jeg tror også, at forældrene har indset, at der ikke er noget håb,« lød den triste melding fra Gerard Matz, der altså viste sig at holde stik.

Han fortalte endvidere, at afhøringer havde vist, at politiet måske havde fokuseret på det forkerte område af den 160 meter brede sø i deres efterforskning.

»Det største problem er at finde det helt præcise sted, hvor drengen er faldet i,« forklarede Gerard Matz.

Politiet havde i første omgang fået oplyst ét sted, men oplysninger fra vidner og en mobiloptagelse lavet af en person i nærheden pegede på, at dykkerne skulle lede et andet sted.

Et billede fra den franske avis Var-Matin viser dykkere på vej ud at lede efter den 11-årige dreng.

Det ulykkelige uheld skete mandag eftermiddag omkring klokken 16.30, hvor den 11-årige ifølge franske medier var taget med sin mor og tre søskende ud på søen i en vandcykel. Hans far og familiens femte barn blev tilbage på stranden.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyste tidligere på dagen til BT, at Den danske ambassade i Paris fortsat undersøger sagen.

Ved du noget om den tragiske ulykke, må du gerne kontakte BT på 1929@bt.dk