En dagplejemor blev ramt af pludselig sygdom og faldt død om, imens hun var ude at gå med fire små børn i Nyborg Kommune.

Den tragiske episode, der skete onsdag, blev hurtigt opdaget af forbipasserende. Selvom de fire små børn befandt sig midt i den uhyggelige situation, var tre medarbejdere fra kommunens dagplejeafdeling hos dem i løbet af 10 minutter, fortæller børnechef i Nyborg Kommune,Torben Birk Rosbach, ifølge Fyens.dk

Var du forælder til et af børnene, eller ved du noget om den ulykkelige hændelse, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook

Han kalder hændelsen for 'trist' og 'tragisk'.

»Den slags her er jo noget, man altid frygter, men det sker heldigvis meget sjældent. Jeg har aldrig hørt om noget lignende, og det var der heller ikke andre i afdelingen, der havde,« siger Torben Birk Rosbach.

Den ældste af børnene var blot lidt mere end to år.

Torben Birk Rosbach fortæller, at bearbejdningen af hændelsen skal gå gennem forældrene. De er blevet inviteret til en samtale med en psykolog. Børnene bliver fordelt hos andre dagplejere, som vil holde øje med eventuelle reaktioner hos børnene.