- Det er simpelthen, for langt fra noget vi kan godkende, siger vicedirektør i Trafikstyrelsen om Letbanen.

Aarhus. Det er problemer med sikkerheden, der i sidste øjeblik har fået Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen til at afvise at godkende Aarhus Letbane.

Letbanen skulle indvies lørdag, men fredag har styrelsen afvist at godkende den.

Det sker blandt andet på grund af sikkerheden, der ifølge styrelsen fremstår tynd, ufærdig og usammenhængende.

- Det er simpelthen for tyndt. Det fremstår ufærdigt. Det er ikke svarende for dagens standard, siger Kåre Clemmesen, der er vicedirektør i styrelsen til TV2 Østjylland.

Ifølge Aarhus Letbane er Trafikstyrelsen ikke tilfreds med dokumentationen af det sikkerhedsarbejde, som letbanens operatør Keolis har udført.

Det bekræfter Kåre Clemmesen.

- Det er simpelthen for langt fra noget, vi kan godkende, siger han til TV2 Østjylland.

Ifølge Kåre Clemmesen er der problemer med de helt generelle beskrivelser for sikkerheden. Beskrivelser, som kommer fra operatøren.

- Der skal være procedurer for hvilke risici, der er forbundet med at køre banen. Alle skal være klar og bevidst om de risici. De skal beskrives. Og der skal stå, hvilke procedurer, der gælder, hvem der har ansvaret i de forskellige hændelser, og hvad man kan lære af det.

- Vi har ikke set noget, der er så fyldestgørende, at vi kan godkende sikkerheden. Det, vi har set, er for langt fra noget, der kan godkendes, konstaterer Kåre Clemmesen overfor TV2 Østjylland.

/ritzau/