En stribe kommuner er i gang med det hårde slid med at gøre deres hovedbyer til vækstmotor for kommunen.

Hjørring. Hjørring er en af de danske udkantskommuner, som skrumper - sagt med borgmester Arne Boelts (S) egne ord.

- Vi er blevet 3000 færre siden kommunalreformen i 2007, og så skal tilbuddene jo også følge med, hvis ikke det hele bare skal smøres som tynd grå leverpostej over det hele, siger han.

Han leder en af de kommuner, som fonden Realdania fremhæver i forbindelse med et nyt projekt. Realdania vil spendere 73 millioner de næste år til udkantskommuner, der vil udvikle deres største by som en dynamo for mere vækst til hele kommunen.

- Det er da sjovere som borgmester at klippe røde snore over end at bakke, som vi gør nu. Men jeg satte mig ned med direktøren i kommunen og gjorde op, at vi ikke kan investere os ud af problemerne, og vi kunne ikke bare lukke øjnene, siger Arne Boelt om det lange seje træk, som kommunens vigende befolkningsudvikling har fremtvunget.

Mens Hjørring har sparet og prioriteret hårdt på nogle området, så er det med fondes og statens hjælp også lykkedes at åbne et nyt teater i midtbyen og bygge stadion og busterminal.

Det smarte ved terminalen er ifølge Boelt, at den er så smal, at det ser ud, som om der altid er mange mennesker.

Odsherred Kommune er en anden spydspidskommune for Realdanias nye projekt. For eksempel har kommunen flyttet sit egnsteater, der lå afsides uden for byen, ind i en nedlagt Irma midt på gågaden i kommunens hovedby Nykøbing.

- Vi ønskede at skabe nyt liv om aftenen på gågaden med teater og café. Det er vigtigt, at man som byråd tør prioritere benhårdt for at sikre liv i udvalgte bycentre, siger borgmester Thomas Adelskov (S).

Det har givet teatret både flere gæster og nye kundegrupper trods en mindre sal.

Samtidig kæmper kommunen nu for at undgå, at butikkerne flytter ud af byen.

- Vi har som kommunalbestyrelse været nødt til at skuffe nogle lokalområder, fordi vi satser hårdt på at forhindre, at dagligvarehandlen ender i centre udenfor byerne, som betyder butiksdød og mindre liv i centrum, siger han.

/ritzau/