En 54-årig mand fik tirsdag en anbringelsesdom på ubestemt tid for drab og drabsforsøg. Hans familie er lettet.

Omgivet af marker sidder 80-årige Tove Mogensen i sin udestue sammen med datteren Karen Margrethe Mogensen. Der er roligt i haven omkring dem, og det er der også brug for. De to sunder sig, efter at der nu er sat punktum i en tragisk sag, som deres søn og bror er skyld i.

Det skriver DR Syd.

Tilbage i maj 2017 gik den dengang 53-årige mand ind i baderummet på Stjerne Camping i Vejers, hvor to campister befandt sig. Med en kniv overfaldt han en 64-årig mand fra Fyn og en 69-årig mand fra Rødekro.

Retten i Esbjerg dømte tirsdag den nu 54-årige psykisk syge mand en psykiatrisk anbringelsesdom på ubestemt tid for drab og drabsforsøg. Hans mor er lettet over dommen.

- Jeg synes, den (dommen, red.) er meget fin. Jeg håber aldrig, han kommer ud. Han bliver aldrig rask efter så mange år, tværtimod får han det værre, siger Tove Mogensen, der næsten dagligt taler i telefon med sin søn, til DR Syd.

Ligesom hun og familien løbende har besøgt ham siden drabet.

Den 64-årige mand døde på stedet, mens den 69-årige døde et par måneder senere. Både Tove Mogensens søn og de to afdøde personer var fastliggere på campingpladsen, men der var ikke umiddelbart et motiv bag knivstikkeriet.

Den 54-årige psykisk syge mand nægtede sig skyldig i drabene, da retssagen gik i gang mandag. Han kan intet huske fra den voldsomme episode og er erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket.

Drabsmanden har været syg i mange år, og tragedien i Vejers har haft voldsomme konsekvenser for den paranoid skizofrenes familie, fortæller hans søster Karen Margrethe Mogensen til DR Syd.

- Det kan ikke beskrives, hvordan det er at se ens familie krakelere på den måde. Jeg håber aldrig, han bliver frigivet. For deres og hans skyld. Den dag, det skete, troede jeg, det ville tage livet af vores far.

I kølvandet på episoden opstod en heftig debat om politiets rolle i sagen.

Dagen før drabet ringede campingpladsens ejer Aase Christiansen nemlig til Syd- og Sønderjyllands Politi, fordi hun var bekymret for den psykisk syge mand.

- Jeg kunne ikke sige, at jeg var bange for manden. Jeg kunne bare se, at han var meget, meget syg. Han var psykotisk, og det fortæller jeg også, har hun tidligere fortalt til DR Syd.

Hun fik at vide, at der ikke var grundlag for, at politiet kunne hente manden. Politiet vurderede, at den nu drabsdømte ikke var til alvorlig fare for sig selv eller andre og derfor ikke skønnedes at kunne tvangsindlægges.

Politiklagemyndigheden slog senere fast, at politiet ikke havde begået fejl.

I følge Tove Mogensen har familien i årevis kæmpet for at få hjælp til sin syge søn. Uden medicin og behandling kan han være uberegnelig og farlig. Magtesløsheden skinner tydeligt igennem hos både mor og søster, der længe har frygtet, at hans svære sygdom ville ende i en tragedie.

- Det er en evig angst. Også selvom han ikke er fysisk til stede, så har man den angst: Hvad med hans børn, hvad med mine forældre? Det er en evig angst, man går med. Kan der ske noget med andre? Og vi har vidst, at det kunne ske. Hvor farlig han er, siger Karen Margrethe Mogensen til DR Syd.

Mest af alt er Tove og Karen Margrethe Mogensen kede af det på de efterladtes vegne efter tragedien i Vejers. Mange tanker er lige siden drabet og drabsforsøget gået til de pårørende. Søsteren øjne bliver blanke ved tanken om dem.

- Jeg har meget ondt af dem. Det er frygteligt, og jeg føler med dem og deres familier. Det gør jeg virkelig, siger Tove Mogensen til DR Syd.

Livet med et psykisk sygt familiemedlem har sat dybe spor hos både mor og datter. Det understreges af familiens umiddelbare reaktion, da de hørte om tragedien i Vejers, fortæller Tove Mogensen:

- Det kan lyde hårdt. Men vi håbede faktisk, det var ham, der fik fred. Et menneske, der er så psykisk sindssyg, han har aldrig fred. Han lider hver dag af tvangstanker og har aldrig fred i sit hoved. Aldrig.