Vis nu den brutale sandhed.

Det er meldingen fra den prisbelønnede fotograf Jan Grarup til medierne efter han selv har lagt billeder op af døde civile fra Mosul i Irak, hvor Islamisk Stat kæmper mod irakiske tropper.  Billederne viser to små børne-lig, der ligger så man kan se deres ansigter. Ved siden af dem ligger flere døde voksne. Jan Grarup mener, at billederne er et bevis for de civile tab.

»Der er mange medier, som ikke tør at bringe lignende billeder, fordi de er så brutale og voldsomme. Det kan jeg godt forstå. Omvendt så mener jeg, det er en fejl. Jeg synes, vi fortæller polerede og fejlagtige historier om hvor beskidte krige reelt er. Medierne viser en poleret og redigeret virkelighed, når man hele tiden bevidst undgår de her billeder. Det synes, jeg er et problem,« fortæller Jan Grarup.

Han har siden november sidste år været i Mosul i Irak fem gange for at dokumentere krigen dernede. Hans fotografier er taget så tæt på Islamisk Stat, at han risikerer sit eget liv for hvert knips med kameraet. De døde børn og de voksne, har Jan Grarup fået at vide af sit netværk i Mosul, er blevet henrettet formentlig af Islamisk Stat, som på det tidspunkt stadig havde magt over området. Selvom billederne er voldsomme, synes han, de er vigtige.

»Det er enormt vigtige billeder, fordi de beviser brutaliteten i Mosul. Jeg er ret ligeglad med danskernes følelser omkring det her eller hvorvidt billederne kan krænke dem. Danskerne har ikke krav på beskyttelse, jeg synes de mennesker, som er blevet slået ihjel og blevet henrettet har krav på beskyttelse,« siger Jan Grarup.

Journalist og forfatter til flere bøger om Islamisk Stat, Deniz Serinci, er lige vendt hjem fra Mosul. Han oplever også, at danske medier ikke vil bruge hans billeder, som viser døde mennesker i Mosul, og det mener han er en fejl.

»Jeg synes Jan Grarups billeder viser den barske virkelighed i Irak. Jeg har også oplevet lignende ting derned. Jeg besøgte et hospital, hvor jeg så de mest forfærdelige ting. Børn der manglede arme og ben. Jeg synes vi skal se de her billeder, fordi civile tab er meget mere udbredt, end vi tror. Jeg synes, danskerne skal se virkeligheden i øjnene,« siger Deniz Serinci.

Anders Ladekarl, som er generalsekretær hos Røde Kors, mener dog ikke, at det er nødvendigt at bringe billeder af dræbte børn for at skatte opmærksomhed på en krigssituation.

»Det at vise døde mennesker og børn, synes jeg ikke er nødvendigt. Jeg tror de fleste kan forestille sig, hvordan er et dødt menneske ser ud. Vi ville ikke bruge den type billeder i Røde Kors. Det handler også om respekt for de mennesker og deres familie,« siger Anders Ladekarl.