____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Fredag morgen må S-tog-passagererne på ny væbne sig med tålmodighed efter en uge med adskillige problemer med togtrafikken. Det er endnu en gang signalfejl, som har sat en stopper for togene oplyser DSB. 

Ifølge DSB betyder det på ny flere aflysninger og forlænget ventetid og rejsetid på alle linjer. Det er anden dag i træk, at DSB har problemer med at få S-togene til at køre. Torsdag kørte togene det meste af dagen efter en særlig nødkøreplan.

Susanne Bergman er en af de mange passagerer, som er blevet ramt af forsinkelserne. Hun bor i Dragør og tager i denne uge toget til Birkerød, hvor hun er på kursus. I løbet af ugen er hun fire gange blevet ramt af forsinkelser, der har varet op til 25 minutter.

- Den her oplevelse giver mig ikke ligefrem mere lyst til at bruge S-tog fremover, lyder det fra Susanne Bergman.

Forsinkelserne har flere gange givet hende problemer, fordi hun ud over kurset også selv underviser elever. De har i flere tilfælde været overladt til sig selv, indtil Susanne Bergman kunne nå frem.

Efter ugens oplevelser er hun allerede ved at undersøge, om hun kan finde alternative måder at komme hjem på.

Også jurastuderende Camilla Vikkelsø fra Søborg har denne uge været hårdt ramt af forsinkelserne i S-togene. Torsdag var hun 40 minutter forsinket, og fredag bliver det også til en halv time, fortæller hun til BT.

- Det er meget irriterende, fordi det går ud over min undervisning. Jeg gik også glip af et møde i går. Desværre er der ikke så meget, som jeg kan gøre ved det. Jeg har ikke andre transportmuligheder, så jeg håber bare, at det er blevet bedre, når jeg skal hjem, siger Camilla Vikkelsø. 

Selvom mange passagerer er frustrerede, har enkelte passagerer også forståelse for, at S-togsystemet er meget sårbart.

- Jeg ved, hvor hårdt de arbejder for at løse problemerne, siger Stig Langhoff, der i dag arbejder som chef for en teambuildingafdeling, men har en fortid som ansat i DSB gennem 20 år. Han mener, at folk skal tøve en kende med at brokke sig.

- Det er så nemt at blive sur og skyde skylden på det offentlige og DSB. Jeg ved, hvor sårbar logistikken er og tager højde for, at den her slags situationer kan opstå. Derfor tager jeg også hjemmefra i god tid, siger Stig Langhoff, som er daglig pendler i S-togene.