»De her tre siloer skulle have været fyldt til randen med maltbyg. Og så skulle der have ligget 120 tons i en bunke nede på gulvet. Men som I kan se, er der ikke ret meget på gulvet. Og siloerne er kun omtrent to tredjedel fyldt.«
59-årige Harald Palmvang fra Gunderslevlille mellem Sorø og Næstved tager en håndfuld maltbyg op og lader den sive ned i bunken under ham.
»Det er ærgerligt,« konstaterer han.
I siloerne ved siden af ligger høsten af hvede. Også her mangler der et sted mellem 30 og 50 procent af udbyttet for et normalt år, så fra bunkens top er der et stykke op til kanten.
Harald Palmvang er tredje generation på ejendommen Toftegaard og en af de mange danske landmænd, som er ramt af den ekstreme tørke, hvis konsekvenser ikke sådan lige forsvinder, blot fordi vejret netop nu er ved at overgå til mere almindelig dansk sommer, hvor bygerne går og kommer.
»Der er ikke noget mere enerverende, end når man beskæftiger sig med noget, man virkelig brænder for, og så bare at se, at det ikke lykkes, og ikke rigtig kunne gøre andet end håbe på, det bliver bedre. Vi er jo et liberalt erhverv og sætter en stor ære i at kunne klare tingene selv. Men den her situation er ekstrem, så jeg håber, der vil blive lavet nogle holdbare løsninger fra politisk side,« siger han.
Og foreslår helt konkret, at de hårdest ramte landmænd kan få udsættelse med de kommende to terminer, der så kan lægges til i den anden ende.
»På den måde vil realkreditten få deres penge, og det vil forhindre, at dem, der virkelig er i problemer, knækker nakken,« siger han.
Harald Palmvang er oprindelig bankuddannet og har indtil for 10 år siden haft jobs, hvor fællesnævneren for hans indsats har drejet sig om økonomi. Men da han for første og eneste gang oplevede at blive fyret, da finanskrisen ramte som et slag med en lægtehammer i byggebranchen, hvor han var ansat på det tidspunkt, blev det springbrættet til at gå i sin farfars og fars fodspor og blive landmand på fuld tid på slægtsgården.
Det har han ikke fortrudt. Men det der med at have fokus på det økonomiske er han nu på grund af den ekstreme tørke og det tilsvarende dårlige høstudbytte nu mere end nogensinde tvunget til.
»Vi har meget på spil og kommer til at miste mange penge. Som det ser ud nu, kommer vi til at mangle et sted mellem 300.000 og 400.000 kroner, og det er klart, det er noget, der kan mærkes. Vi klarer os, dels fordi min kone har et godt job, dels fordi vi vender hver sten omkostningsmæssigt. Ellers kunne det ikke lade sig gøre. Det har store konsekvenser for os, ligesom det har for mange andre landmænd,« siger Harald Palmvang, der altid har holdt sig til planteavl.
Fra sine i alt 180 hektar sydsjællandsk jord leverer han maltbyg til malterier til brug i ølproduktion på landets bryggerier, raps til rapsolie og hvede til fremstilling af bl.a. brød, kiks og småkager samt foder til svin.
Og så dyrker han frøgræs til bl.a. parker og fodboldbaner. Og har dermed – måske – været leverandør til at skabe de indbydende grønne græsbaner, som det nyligt overståede verdensmesterskab i fodbold blev afviklet på rundt om på stadioner i Putins hjemland.
Men et håb om overskud for 2018 eller bare noget, der ligner, er billedligt talt en by i netop Rusland.
»Det ligner en nedgang på 30 procent på raps og frø, og for byg og hvede er det en nedgang på mellem 30 og 50 procent. Alle omkostninger er jo afholdt på forhånd, så det var nu, vi skulle tjene pengene,« siger han.
Da mejetærskerne for nylig arbejdede løs, mens støvet hvirvlede op fra Harald Palmvangs marker, stod kornet i nogenlunde samme højde, som det plejer. Men det var alt for tyndt, og aksene havde kun omtrent halv størrelse i forhold til andre år.
Og med en tørke, der historisk aldrig tidligere er målt tilsvarende i perioden tilbage til 1874, hvor myndighederne begyndte på målingerne, har det samtidig betydet, at kvaliteten på produktet er blevet for dårlig. Det rammer Harald Palmvang og hans kolleger som et ekstra gok i nødden:
»Tørken er ikke kun gået ud over mængden. Den er også gået ud over kvaliteten, så maltbyggen i mine siloer ender som dyrefoder i stedet for at blive brugt til ølfremstilling. Så går prisen 30 kroner ned pr. 100 kilo,« forklarer han.
Han affinder sig med, at tingene går op og ned, selv om det er hårde tider lige nu. Men da situationen virkelig er i en kategori for sig, appellerer han til, at politikerne tager situationen alvorligt:
»Tørken betyder, at vi mangler 6,4 milliarder kroner i år. Det rammer ikke kun landmændene, men hele samfundet, for det går ud over eksporten og arbejdspladser. Det håber jeg, vores folkevalgte politikere husker,« siger han.
