Det gik pludselig stærkt, da Tøger Seidenfadens krop gav op.

Det fortæller kollega og ven gennem 24 år, Anders Jerichow.

- Han blev dårlig derhjemme, hvorefter han blev hentet i ambulance for at blive kørt på hospitalet. Han døde i ambulancen, fortæller Politiken-journalist Jerichow til bt.dk.

Havde du forudset den bratte afslutning?

- Det er svært at svare på, fordi det sker vel altid brat. Men nej, der var ikke nogen der havde nogen fornemmelse af, at det skulle være nu. Nej.

Det har givet genlyd i alle leder og kanter af Politikens redaktion, at deres 53-årige chefredaktør siden 1993 er død.

Mindes med fransk rødvin

Her til aften er hele medarbejderstaben samlet for at mindes Tøger Seidenfaden, der har sat sine fingeraftryk på avisen.

Ifølge Anders Jerichow, så gøres det helt i Seidenfadens ånd.

- Vi samles og får et glas fransk rødvin. Det var han jo glad for. Ved lejligheden vil der også blive sagt nogle ord, fortæller journalisten fra Politiken til Bt.dk.

Den markante debattør og medieperson, Tøger Seidenfaden døde ved middagstid torsdag. Det skete som følge af den modermærkekræft, han havde kæmpet med de sidste år.