De to unge fyre Mike Radoor og Konrad Kierklo havde problemer med at finde smart tøj i Odense. Det førte til en idé, som siden har vist sig at være så stor en millionsucces, at Danmarks andenrigeste mand nu har valgt at investere i deres firma, skriver fyens.dk

Hvad gør man, når man bor i Odense og ikke mener, at tøjbutikkernes tøj er smart nok til ens smag? For de to unge fyre, Mike Radoor og Konrad Kierklo, var svaret i første omgang ligetil – man tager til København eller Aarhus.

Men heller ikke det var en succes, for i de to storbyer fandt de aldrig frem til de smarte forretninger i sidegaderne, men endte i stedet alligevel i Magasin eller Illum.



Besværlighederne gav de to unge fyre, der dengang var i starten af tyverne og studerende på handelsgymnasiet i Odense, en god idé – de ville simpelthen lave en internetportal, der solgte smart tøj fra forskellige butikker.

Idéen var god, virksomheden blev stiftet, men pengemangel gjorde, at konceptet strandede der.

Mike Radoor og Konrad Kierklo drog i stedet ud i den virkelige verden, hvor den ene blev revisorelev, mens den anden blev bestyrer på diskoteket Crazy Daisy, har de tidligere fortalt til Politiken.



Tanken om internetportalen slap dem dog aldrig. Og en dag besluttede de, at de ville fuldføre drømmen.

Efter lidt startproblemer lykkedes det dem at skaffe nogle investorer i form af pengemændene Carsten Mikkelsen og Jesper Buch, der blandt andet har haft del i Just Eat-konceptet. De lagde 700.000 kroner på bordet, og så var startskuddet til succesen gået.

Mike Radoor og Konrad Kierklo startede deres virksomhed, der fik navnet Miinto.dk – en onlinebutik, der både sælger tøj og sko.
»Vi er en form for virtuelt stormagasin. Vi laver ikke tøjet selv, men markedsfører det for omkring 570 tøjbutikker og gør det nemt for dem at sælge tøjet online. Til gengæld betaler de mellem 8 og 16 procent af deres salg på Miinto til os,« har Konrad Kierklo tidligere forklaret til Politiken i 2012.

Dengang var han som kun 25-årig direktør for selskabet og tjente, hvad han selv kaldte en ’fornuftig løn’.



Det nye koncept fik nemlig hurtigt fat i både kunderne og butikkerne..

»Hvis nogen spurgte mig i dag, ville jeg nok sige, at det var lidt for billigt købt. Men vi var to unge fyre, der bare ville det her. Og så greb vi chancen. Jeg er ikke i tvivl om, at både Jesper og Carsten kunne se ild i øjnene på os. Men de kunne også godt se, at vi var unge og havde brug for nogen, der kunne styre os den rigtige vej,« siger Konrad Kierklo til fyens.dk om de penge, der kom fra Carsten Mikkelsen og Jesper Buch dengang i 2009.

Og Miinto har siden fået så stor succes, at den også er blevet bemærket i udlandet. Det førte blandt andet til, at den britiske kapitalfond Dawn Capital i 2013 købte en del af virksomheden.

Efter tre års medejerskab er kapitalfonden dog nu fortid. Tidligere på ugen købte den danske modekoncern Bestseller nemlig Dawn Capital ud og blev i stedet den nye hovedaktionær i Miinto.

Det er ikke offentliggjort, hvad Bestseller, der ejes af Danmarks andenrigeste mand Anders Holch Povlsen, har måttet slippe for Miinto. Ifølge Konrad Kierklo er handlen dog på den gode side af 150 millioner kroner.

Miinto omsatte i 2015 for 377 millioner kroner. Omsætningen for 2016 forventes at ende mellem 350 og 400 millioner kroner, skriver fyens.dk

Forretningen er desuden repræsenteret i blandt andet Norge, Sverige, Holland og USA.

Selv om mange ofte forbinder kapitalfonde med noget negativt, så har Dawn Capitals medejerskab af Miinto været en positiv fornøjelse for de to fynske iværksættere.

»…De har været en fantastisk partner for os. Vi havde en god snak fredag aften, da Bestseller havde overført pengene, og de dermed var købt ud. Dem kommer jeg virkelig til at savne - de har været en rigtig god partner. Som iværksætter har vi også været heldige - alle har hørt historierne om kapitalfonde, der bare kommer og stiller en masse krav og begynder at malke. Sådan har det ikke været med os. Selv om de har haft en masse rettigheder, har Dawn Capital aldrig spillet det kort. De har rådet og vejledt, og så har vi lyttet til, hvad der gav mening,« siger Konrad Kierklo til fyens.dk og tilføjer, at kapitalfonden også gerne ville have fortsat som medarbejder, men at Bestseller kom med et bedre bud.