Selv om to teenagere på under én måned er døde af den frygtede hjernehindebetændelse meningitis, så er der ingen grund til panik. Det er nemlig temmelig usandsynligt, at man bliver smittet.

Sådan lyder budskabet fra tv-lægen Peter Geisling, der er kendt fra forskellige programmer på DR1, efter at det kom frem, at en 18-årig mand fra Københavns mandag døde af den frygtede sygdom.

Dødsfaldet kommer knap en måned efter, at en 17-årig dreng fra Region Hovedstaden døde af samme sygdom den første januar.

»Helt overordnet, så betyder meningitis bare infektion i den hinde, der er omkring hjernen. Det der ligger bagved - årsagen til infektionen -  kan skyldes mange forskellige bakterier og virus. Ofte skyldes det et virus, og så er der ingen behandling ud over den behandling af de symptomer, som patienten får. Er det en bakterie, så får patienten typisk antibiotika,« forklarer den kendte læge.

De to teenageres død skyldes i begge tilfælde meningokokbakterier – også kaldet meningokoksygdom.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed er der dog ikke nogle tegn på, at de to tilfælde har noget med hinanden at gøre.

Og derfor mener tv-lægen heller ikke, at der er øget grund til at frygte at blive ramt af meningitis.

»Der er flere typer af meningokokker. Det eneste man kan konkludere er, at den ikke er særlig smitsom. For det andet, så er de, som der bliver tilbudt forebyggende behandling, dem, som har sovet sammen med den pågældende eller på anden måde været i tæt kontakt,« forklarer han.

Tv-lægen peger desuden på, at en stor del af befolkningen går rundt med bakterier og virus i kroppen, som kan give meningitis. Det vides dog ikke, hvorfor det kun går i udbrud hos nogle.

»Det er så mærkeligt, når så mange er bærere af det. Men man ved ikke, hvad det er, der nogle gange gør, at det bryder igennem til hjernehinderne og giver en infektion,« forklarer han.

Mange forældre med små børn har sandsynligvis stiftet bekendtskab med informationer om, at man skal være opmærksom på, om børn med feber kan have meningitis. Men heller ikke hos de små børn bør de to dødsfald give øget risiko for at blive ramt af sygdommen.

»Nej, der er der slet ingen grund til at være bekymret, hvis man har små børn. Har børnene feber, så skal man være opmærksom på, om man har god kontakt med sit barn. Hvis et barn har høj feber, men kigger og leger, når man taler med det, så fejler det formentlig ikke noget alvorligt. Får det feber på over 40,5 grader, så kan man begynde at lure på det, men i langt de fleste tilfælde er det en harmløs infektion, som barnets immunforsvar selv er i gang med at nedbryde,« forklarer tv-lægen.

Har man mistanke om, at man kan have meningitis kan man blandt andet kigge efter, om man har små prikker i huden – de såkaldte petekkier – og om man har nakkestivhed.

Det kan dog være svært at bøje et lille barns nakke for at tjekke. I de tilfælde opfordrer tv-lægen til, at man i stedet forsøger sig på anden vis.

»Læg et stykke legetøj mellem barnets ben. Hvis barnet selv bøjer sig fremover efter legetøjet, så er de ikke nakkestive,« siger han.

Ifølge Statens Serum Institut forekommer meningokoksygsom overalt i verden og ses hos personer i alle aldre. Det er dog hyppigst børn, teenagere og yngre voksne, der bliver ramt.

I 2013 blev 56 tilfælde af meningokoksygdom anmeldt i Danmark, hvilket svarer til ét tilfælde per 100.000 indbyggere. Sygdommen ses oftest om vinteren og foråret i Europa.

Meningitis, der er opstået på baggrund af meningokokbakterier, kan udvikle sig i løbet af få timer.

I forbindelse med mandagens dødsfald, oplyser Styrelsen for Patientsikker på sin hjemmeside, at man har lavet en smitteopsporing, og at man har været i kontakt med de personer, der skal tilbydes en forebyggende behandling.

Ifølge Peter Geisling kan man være helt tryg ved den procedure:

»Der er faste og helt trygge procedurer for, hvem det er, at man skal gå efter i opsporingen, og hvem man skal give forebyggende behandling. Og resten af befolkningen skal ikke være spor bange for det her,« siger han.

Du kan læse mere om meningitis her: