De fleste ved, at vi skal vige, når der kommer en ambulance med fuld udrykning drønende.

Men alligevel kan der opstå farlige situationer. På få dage har to ambulancer været involveret i alvorlige trafikuheld - og i et af dem var det ambulanceføreren, som var den skyldige.

Klik her og se mere tv fra Localeyes

Det første uheld skete fredag aften klokken 19.21 i krydset mellem Messevejen og Holstebrovej i Herning. Her kørte en ambulance med fuld udrykning over for rødt og kolliderede så voldsomt med en personbil, at en dødeligt syg patient i ambulancen faldt af båren. Patienten, som var en 63-årig kvinde fra Tarm, afgik senere ved døden på sygehuset i Herning, skriver Herning Folkeblad.

»Det er vigtigt at understrege, at patientens død skyldes hendes sygdom og derfor ikke har noget med selve færdselsuheldet at gøre. Det har sygehuset oplyst,« siger politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning til avisen.

Efter trafikuheldet måtte en anden ambulance tilkaldes. Den fragtede den dødeligt syge patient til sygehuset, men desværre stod hendes liv ikke til at redde.

Falckredderen, som førte ambulancen, er blevet sigtet for at have overtrådt sin vigepligt.

Mandag morgen klokken 8.53 var den gal igen. Denne gang var det i krydset mellem Moltrupvej og Omkørselsvejen i Haderslev, at en ambulance kolliderede med en personbil.

Der var heldigvis ingen patient i ambulancen, da ulykken skete, men de to personer i personbilen måtte fragtes til sygehuset med lettere skader, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. De to reddere, der befandt sig i ambulancen på ulykkestidspunktet, kom ikke noget til.