Halvdelen af den danske befolkning tisser i badet derhjemme, viser en undersøgelse.

Hvis du af og til står hjemme under bruseren og tisser, er du langt fra den eneste. 49 procent af den danske befolkning har urineret i badet inden for det seneste år, viser en undersøgelse, som YouGov har lavet for Metroxpress.

Du tror måske, at tisset bliver skyllet væk, når vandet fra bruseren og shampooen bliver blandet og rammer fliser og fuger. Men ifølge Louise Grønhøj, der er rengøringsekspert og ejer af Basic Clean, kan du ikke være sikker på, at shampoo og vand får fjernet urinen.

»Når dit badeforhæng er gulligt for neden, kan det sagtens være på grund af en kombination af tis, kalk og okker. Du kan heller ikke regne med, at dine blanke hvide fliser ingenting suger, for de vil altid være lidt ujævne i overfladen, hvor urinen kan sætte sig,« siger Louise Grønhøj til Metroxpress.

I stedet skal du i gang med en decideret rengøring af badet, hvis du har valgt at lade vandet, mens du vaskede dig, lyder anbefalingen fra rengøringseksperten. Der skal nemlig skrappere midler til end en shampoo, der har en forholdsvis neutral pH-værdi.

Undersøgelsen viser også en klar forskel mellem kønnene. Der er 10 procent flere mænd end kvinder, der urinerer i badet, når de er hjemme hos sig selv.

Til gengæld er holdningen en anden, når det kommer til at tisse i havvandet, når man er ude at bade. Kun omkring en tredjedel har tisset i havvandet i det seneste år, mens 70 procent ikke har været fristet til at urinere under havets overflade.

Andre læser også