Efter at have oplevet den behandling, hendes mand fik, beskylder den tidligere  LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger det danske sundhedssystem for at være brudt sammen.

Den tidligere LO-næstformand Tine Aurvig-Huggenberger kritiserer i hårde vendinger det danske sundhedsvæsen for at være ‘brudt sammen’ og for, ’at der er gået råd i det’.

Det gør hun efter at have oplevet forskellen på det danske og det schweiziske sundhedsvæsen, da hendes mand for et par måneder siden kom ud for en alvorlig skiulykke i alpelandet, hvor han efterfølgende blev behandlet først i Schweiz og siden i Danmark på Hvidovre Hospital.

»Der er gået råd i systemet. Intet mindre. Vi mødte en voldsom arrogance og ineffektivitet i det danske sundhedsvæsen. I Schweiz var det omvendt.

Her fungerede det, forholdene var moderne, og personalet drog omsorg for os,« siger Tine Aurvig-Huggenberger, da BT møder hende på hendes kontor i en baggård til St. Kongensgade i det indre København.

Bedre i Schweiz

Hendes 64-årige mand Karl er en erfaren skiløber, men han bliver alligevel ramt at et uheld, da han står ved en liftstation.

Her bliver han påkørt bagfra af en anden skiløber og vælter.

Han er efterfølgende uden for bevidsthed og kan hverken bevæge arme eller ben. En helikopter bliver hurtigt tilkaldt, og han bliver fløjet på universitetshospitalet i St. Galten, der er et offentligt hospital i Schweiz.

Han får med det samme de nødvendige scanninger, og det viser sig, at han har fået trykket rygmarven, hjernerystelse, to brækkede ribben og en perforeret lunge.

»Han har store smerter og kan hverken bevæge arme eller ben,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

I den følgende uge er han indlagt på hospitalet, og her oplever den 53-årige direktør for brancheforeningen Kreativitet og Kommunikation et toptunet sundhedsvæsen.

»Personalet er meget omsorgsfuld, og det er tydeligt, at de er der for patienten.

De inddrager hele tiden mig som pårørende i alt, hvad de foretager sig, og der er ikke noget med, at scanninger og så videre bliver udskudt til dagen efter. Det bliver gjort med det samme,« siger hun.

Anden dansk virkelighed

Med sin fortid i LO har Tine Aurvig-Huggenberger også arbejdet professionelt med organisering af arbejde, og også her imponerer det schweiziske sundhedsvæsen.

»Læger laver lægearbejde, sygeplejerskerne står for sygeplejen og sosu-assistenterne for omsorgsarbejde.

wDer er tydeligvis helt klare retningslinjer for, hvem der laver hvad, og det hele kører meget effektivt,« siger hun og tilføjer, at der også var rent og velholdt.

»Der blev gjort rent to gange om dagen på stuerne, og på toiletterne fire gange,« siger hun.

Det er en anden virkelighed, der møder parret, da Karl Aurvig-Huggenberger efter en uge er frisk nok til at blive fløjet til Danmark. Efter at være blevet hentet i Københavns Lufthavn af Falck bliver han indlagt på ortopædkirurgisk afdeling på Hvidovre Hospital.

Det undrer Tine Aurvig-Huggenberger og hendes mand, at han skal indlægges på ortopædkirurgisk, da der var tale om en neurologisk skade.

Men hospitalet insisterer på, at det er nødvendigt, dog uden at kunne komme med en forklaring.

Inkompetence

Efterfølgende bliver hans smerter ifølge Tine Aurvig-Huggenberger heller ikke behandlet ordentligt.

»Han får ikke den nødvendige smertebehandling, selvom han har en punkteret lunge og alvorlige nervesmerter.

Og generelt bliver vi mødt med en inkompetence og arrogance, der er meget anderledes end den omsorg og inddragelse, vi oplever i Schweiz,« siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Den manglende smertebehandling skyldes, at han ankommer til Hvidovre Hospital midt i et vagtskifte.

Og da Tine Aurvig-Huggenberger påpeger, at han skal have mere smertebehandling, får hun at vide, ‘at de jo kun har to arme og to ben’.

Ligeså disker en sygeplejerske på et tidspunkt op med to panodiler til at tage smerterne.

»Det er jo en joke at tilbyde en panodil til så stærke smerter. På et tidspunkt troede jeg, at det var en dårlig film, jeg var med i,« siger hun.

’Mandearbejde’

Desuden har de danske sygeplejersker stort besvær med at sætte et dropstativ fast på det lunge-apparat, som Karl Aurvig-Huggenberger er nødt til at bruge på grund af den perforerede lunge.

»Det kunne åbenbart ikke lade sig gøre, og da Karl påpeger nødvendigheden af det, da han ellers ikke kan bevæge sig til toilettet, siger hun, at den slags er ’mandearbejde’,« forklarer hun.

Efter et døgns behandling kræver Tine Aurvig-Huggenberger at tale med den ansvarlige afdelingslæge og afdelingssygeplejerske, men uden at hun får noget, der bare minder om en undskyldning.

Efter blot tre dages behandling i Danmark bliver Karl Aurvig-Huggenberger udskrevet.

De dårlige oplevelser på det danske hospital fik den 53-årige Tine Aurvig-Huggenberger til tasterne, og hun skrev derfor et debatindlæg, som blev bragt i mandags i Politiken.

Magtfuldkommenhed

Og hendes budskab er, at der skal ske noget.

»Problemet er, at vi lever i den illusion, at vi lever i verdens bedste samfund, og derfor kan tingene ikke gøres bedre. Men det kan de,« siger Tine Aurvig Huggenberger og tilføjer:

»Der er opstået en magtfuldkommenhed i det offentlige system. Det er blevet voldsomt bureaukratisk. Jeg kender en sygeplejerske, som refererer til hele seks mellemledere.

At være ansat i den offentlige sektor handler i dag lige så meget om at få opfyldt de personlige ambitioner og videreuddanne sig, så man kan blive mellemleder eller leder. Kerneopgaven er ikke længere at drage omsorg for patienterne.

Man har glemt, at systemet er til for borgerne og ikke for hverken ledere, ansatte eller politikere.«

Til BT fortæller Tine Aurvig-Huggenberger, at hendes mand vil komme sig.

»Efter hård indsats går det markant bedre. Karl kommer sig forhåbentlig helt.

Men det er ikke det danske sygehusvæsens skyld. Han har trænet rigtigt meget og blandt andet fået akupunktur og massage, og det har virkelig hjulpet ham,« siger hun.

Hospital beklager

Direktør på Amager og Hvidovre Hospital, Anders Agger, beklager nu det forløb tidligere LO-formand Tine Aurvig-Huggenberger og hendes mand har været gennem.

Direktør på Amager og Hvidovre Hospital, Anders Agger, beklager nu det forløb tidligere LO-formand Tine Aurvig-Huggenberger og hendes mand har været gennem.

»Vi beklager, at de har haft den oplevelse,« siger hospitalsdirektøren og tilføjer:

»Jeg kan ikke kommentere på et konkret forløb for en patient, men der er desværre indimellem patienter og pårørende, som har negative oplevelser, når de er på hospitalet. Derfor gør vi, hvad vi kan for at forbedre patienternes oplevelse, og langt hovedparten er godt tilfredse med behandlingen,«

Anders Agger påpeger, at ortopædkirurgisk afdeling, som Huggenbergber raser over, generelt scorer høje karakterer, når hospitalet måler patienternes tilfredshed.

»Men der er helt sikkert områder eller forløb, hvor vi kan gøre det bedre, og det arbejder vi med.« siger Anders Agger.