Den tidligere radiovært Tine Bryld er død efter længere tids sygdom, oplyser familien.

Forfatter, socialrådgiver og tidligere radiovært Tine Bryld er død efter længere tids sygdom. Hun døde natten til torsdag, oplyser familien til Ritzau.

Tine Bryld blev den 21. november sidste år ramt af en hjerneblødning og har efterfølgende været behandlet på Rigshospitalet, på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og på Hvidovre Hospital.

SE BILLEDERNE: Sådan husker vi Tine Bryld

HAR TINE BRYLD HJULPET DIG - TIP B.T. HER

- I perioder var Tine i bedring og i nær kontakt med sin familie og nærmeste venner, og lægerne udtrykte håb om, at hun med tiden kunne genoptrænes. Desværre var der også tilbagefald, det seneste for få uger siden, skriver familien.

Familien oplyser, at Tine Bryld sov stille ind kort før klokken fire om morgenen og ikke havde smerter.



Tine Bryld er bedst kendt i Danmark for sin lange radiokarriere på radioprogrammet Tværs. Gennem 36 år rådgav hun primært unge lyttere om alt fra kærlighedssorger til seksualitet. Hun trak sig fra programmet i efteråret 2008.

Ud over den glorværdige karriere inden for radio udgav Bryld flere bøger, ligesom hun også havde en fast brevkasse i damebladet Alt for Damerne.



Tine Bryld blev født på Frederiksberg den 18. december 1939. Hun blev 71 år gammel.

/ritzau/