I en ny bog fortæller tidligere LO-næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger, om sin opvækst med en voldelig stedfar.
Tine Aurvig-Huggenberger var en af fagbevægelsens topfigurer. Hun var næstformand i LO under Harald Børstings formandsskab og repræsenterede lønmodtagerne i store forhandlinger på arbejdsmarkedet. Men hendes succes er vokset ud af en hård barndom med tæsk og trusler.
I bogen 'Viljen er alt' fortæller 55-årige Tine Aurvig-Huggenberger, hvordan hun voksede op med en fordrukken stedfar, der opførte sig utilregneligt og tævede løs på hende og moren.
Forældrene blev skilt, da hun var to år. Faren så hun ikke meget til, og moren fik en ny kæreste ved navn Jimmy. I bogen bliver han konsekvent omtalt som 'Psykopat-Jimmy'.
Da Tine Aurvig-Huggenberger var ni år, brækkede hun benet i en skøjteulykke. Mens hun havde benet i gips og gik med krykker, skubbede Jimmy hende ned af en trappe. Hun beskriver også, hvordan hendes mor kom hjem, efter at have fået en abort, og måtte låse sig selv og sine tre børn inde på et værelse ved at skubbe en reol hen foran døren.
»Vi kunne høre bag døren, hvordan han gik fuldstændig amok. Råbte og skreg, og så hentede han en økse og forsøgte at slå døren ind,« fortæller hun i bogen.
Den mest alvorlige episode udspillede sig, da Tine Aurvig-Huggenberger var ti år. En aften gik hun ud i køkkenet efter et glas vand og fandt sin mor og Jimmy siddende ved køkkenbordet. De skændtes, og der lå en stor køkkenkniv på bordet. Jimmy råbte til moren: 'Så stik den i mig. Så stik den dog i mig, for satan.'
Til sidst tog moren fat i kniven, men da Tine Aurvig-Huggenberger forsøgte at standse optrinnet, rejste Jimmy sig og tog fat i hende:
»Jeg var i natkjole. Den havde smalle stropper. Pludselig rejste han sig og rev fat i stropperne, viklede dem rundt om halsen på mig og forsøgte at kvæle mig. Min mor greb et stort, sort leraskebæger fra bordet og knaldede det ned i hovedet på ham for at få ham til at slippe mig. Han slap og tog sig til hovedet. Han havde fået en ordentlig flænge og blodet løb. Han så på sine blodige hænder og begyndte at smøre blod ud over alle køkkenlågerne,« erindrer hun i bogen.
Efter den episode afsluttede moren sit forhold til stedfaren, der fik et polititilhold.
Magtens indercirkler
Tine Aurvig-Huggenberger flyttede hjemmefra og blev selvforsørgende som 16-årig. Hun var politisk aktiv på venstrefløjen og fra et job som pædagogmedhjælper, blev hun valgt som tillidskvinde. Det blev begyndelsen på en 20 år lang karriere i fagbevægelsen. Arbejdet førte hende ind i velfærdssamfundets inderste magtcirkler som næstformand i LO og veninde med landets statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Sin evne til at begå sig i magtens korridorer tilskriver hun til dels sin barske opvækst med 'Psykopat-Jimmy'.
»Det har givet mig den kompetence, at jeg er dygtig til at aflæse andre mennesker og sociale relationer. Jeg kan navigere i red alert-situationer, og det har vist sig at være en nyttig evne at have i politik,« siger Tine Aurvig-Huggenberger til BT.
I 2007 stillede hun op til formandsposten i LO som modkandidat til Harald Børsting. Hun tabte valget, og da hun efterfølgende trådte ud af LO, begyndte et stort slagsmål om hendes pension. LO havde nogle meget lukrative pensionsforhold for afgående formænd og næstformænd. Tine Aurvig-Huggenberger mente, hun havde en klar aftale med Harald Børsting om, at hun var berettiget til at modtage en særlig lukrativ LO-pension, når hun engang nåede pensionsalderen. LO nægtede imidlertid at udbetale pensionen, der ville indbringe Tine Aurvig-Huggenberger knap seks millioner kroner.
»Jeg følte mig sindsygt uretfærdigt behandlet. Jeg vidste godt, at det var en lukrativ ordning, men alle mænd, der var fratrådt, havde fået den samme pension, og det skærpede min følelse af uretfærdighed,« fortæller hun.
Hendes veninde Helle Thorning-Schmidt advarede hende mod at gå rettens vej, fordi det ville stille hende i et dårligt lys i offentligheden, men Tine Aurvig-Huggenberger holdt fast på sin ret.
»Jeg vidste godt, at det ville blive sindssygt hårdt, men i min barndom har jeg overlevet det værste, man kan forestille sig. Jeg har en grund-råstyrke. Det ligger som en grundforudsætning for mig, at jeg ikke bøjer mig, hvis ikke jeg selv kan se rimeligheden i det,« fortæller hun.
I pressen blev hun kaldt 'pamper' og beskyldt for at være grådig. Sagen endte med, at Landsretten afviste pensionskravet. Tine Aurvig-Huggenberger blev dømt til at betale sagens omkostninger på 550.000 kroner. Men det var ikke det værste.
»Hvad uvedkommende personer mener om mig, betyder ikke noget for mig. Sådan tænkte jeg, men alligevel blev jeg sårbar. For lige pludselig var jeg ikke længere Tine, der havde kæmpet i 20 år for fagbevægelsen. Jeg var decimeret til en pensionssag, og det ramte mig hårdt,« fortæller hun.
I dag er Tine Aurvig-Huggenberger direktør for brancheforeningen Kreativitet & Kommunikation. Bogen 'Viljen er alt' er skrevet i samarbejde med journalisten Michael Holbek og udkommer på forlaget Rosinante.
