Lone de Neergaard var magtfuld i sundhedsvæsenet og stod blandt andet bag "specialplanen".

Hun har haft en afgørende indflydelse på, hvordan vores sundhedsvæsen er bygget op og var i en lang årrække en af de mest magtfulde personer på sundhedsområdet i Danmark.

Lone de Neergaard er død. Hun blev 72 år. Det fremgår af en dødsannonce i Berlingske tirsdag.

Hun blev i 1977 uddannet klinisk læge i Sydney, Australien, hvor hun efterfølgende blev leder på en akutafdeling i byen.

Lederegenskaberne tog hun med sig hjem til Danmark, hvor det sammenlagt blev til godt 23 år i Sundhedsstyrelsen i forskellige chefstillinger og ti år som sundhedsfaglig direktør i Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Hun blev især en del af danskernes bevidsthed, da hun blev chef for Aidssekretariatet i 1986. Sygdommen havde spredt sig med lynets hast, og mange var slet ikke ordentligt oplyste om, hvordan sygdommen smittede.

Men Lone de Neergaard, der tre år tidligere blev speciallæge i samfundsmedicin, viste sig at have usædvanligt gode kommunikative evner.

Ofte tonede hun frem på Danmarks Radio, hvor hun advarede og informerede om sygdommen. Hun gjorde det så godt, at hun blev kontaktet af medieforsker Anker Brink Lund, der ville have hende til at være censor på kommunikationsuddannelsen på Roskilde Universitet. Hun takkede ja, og var efterfølgende med til at eksaminere studerende i mange år.

I 2005 blev de Neergaard chef for sundhedsplanlægningen i Sundhedsstyrelsen, hvor hun havde til opgave at samle specialisterne, så alle sygehuse ikke kunne tilbyde alle behandlinger, og således at specialisterne på de enkelte områder blev samlet. Det skulle både reducere dødeligheden og være ressourcesparende.

Seks år senere var den såkaldte "specialplan" færdig, og Lone de Neergaard valgte at gå på pension.

- Jeg kunne mærke, at jeg var mere træt, end jeg plejede at være. Og jeg havde slet ikke tid til andet end at arbejde. Og sådan skal det ikke være, sagde hun til Dagens Medicin, efter hun havde meddelt sin afgang.

Privat var Lone de Neergaard gift med Michael von Magnus, der også har været chef i Sundhedsstyrelsen.

/ritzau/