Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen advarer mod at overreagere efter drabsforsøget på Lars Hedegaard. »Hvis det er terror, er formålet netop, at frygten skal styre os,« siger han.

Samfundet bør ikke overreagere på drabsforsøget på Lars Hedegaard, uanset hvem der står bag. Sådan siger tidligere operativ chef ved PET Hans Jørgen Bonnichsen.

- Vi må ikke lade os styre af frygten. Såfremt det er terror, er det netop hele formålet med et angreb. Det eneste, der er at sige i sådan en situation, er fornuft, fornuft og fornuft, siger han og understreger, at man må være meget varsom med at udpege, hvilke politiske motiver der kan ligge bag.

Ifølge den tidligere PET-chef kan det, såfremt det er et attentat, være alt fra det yderste højre, der har en interesse i at fremprovokere en stemning, til personer fra islamistiske kredse, der ønsker at ramme en islam-kritiker.

Selv om angrebet fordømmes fra alle sider politisk, skal politikerne tænke sig om og undlade at give yderligere beføjelser til PET, siger Hans Jørgen Bonnichsen, der mener, at de nuværende virkemidler er tilstrækkelige.

- PET har de redskaber, de skal have. De har rigeligt redskaber til at forebygge et angreb. Hvis Lars Hedegaard var underlagt beskyttelse, var det her jo ikke sket, mener han.

Tidligere skrev Politiken, at udgifterne til PETs livvagter i de seneste år har været stigende, hvilket har resulteret i en efterbevilling på 30 millioner kroner.

Angrebet på Lars Hedegaard kan betyde en ny vurdering af trusselsniveauet for enkeltpersoner i Danmark.

- Er der noget, der peger i en ny retning, iværksætter man nye foranstaltninger efter princippet at forbygge, modvirke og forhindre. Men det har PET altså rigeligt med midler til at gøre, hvis man skulle finde det nødvendigt, siger Hans Jørgen Bonnichsen.