Liberal Alliances Joachim B. Olsen er blevet kaldt både uforskammet, respektløs og uanstændig efter at have kritiseret netop afdøde Anker Jørgensen (S) på Facebook. Men hans kritik er den rene søndagsskole sammenlignet med det angreb, den tidligere formand for Dansk Folkeparti i Brøndby, Carsten Horn, lancerer mod den tidligere statsminister.

»Det skal fejres!!!! Skål alle sammen tillykke med dagen!! Endeligt er Anker blevet en god socialdemokrat! for en god socialdemokrat er en død socialdemokrat!,« skrev Carsten Horn på sin Facebook-profil i går, da han erfarede, at Anker Jørgensen var afgået ved døden i en alder af 93 år.

Det mildest talt opsigtsvækkende budskab er siden blevet delt igen og igen, og på Facebook og Twitter tør almindelige danskere og politikere knap tro deres egne øjne ser. Et kig ned i kommentarsporet under Carsten Horns opslag gør kun forundringen større.

»Til jer brokkerøve! Der er masser af døde tidligere politikere, som står til regnskab for hvad de har lavet, Hitler........ med mange flere!!
I denne kategori hører Anker til! Og sandheden er altid ilde hørt!,« skriver Carsten Horn til de mange, som har taget afstand fra hans oprindelige udmelding.

BT fik fat på Carsten Horn til en uddybning af, hvorfor han ligefrem vil fejre, at det socialdemokratisk koryfæ er afgået ved døden.

»Jeg mener, det er en glædens dag. Anker Jørgensen smadrede jo Danmark, og vi betaler stadig for hans fejl den dag i dag. Det var under hans ledelse, at åben dør-princippet i udlændingepolitikken blev indført. Det førte til en ukontrolleret masseindvandring, som har ført helt uoverstigelige problemer med sig,« siger Carsten Horn og fortsætter:

»Anker Jørgensen hører til nede i et sort hul, ligesom Al-Qaeda.«

Carsten Horn var i en periode formand for Dansk Folkeparti i Brøndby, hvor han også bor. I 2013 blev han erstattet af Poul Gaardbo, og kort efter forlod Carsten Horn partiet på grund af den politiske linje.

»Jeg var med til at få valgt Kristian Thulesen Dahl som formand, men han har virkelig skuffet mig meget ved at føre en socialistisk politik,« siger Carsten Horn.

I dag er han ikke politisk aktiv, men han overvejer at melde sig under fanerne, hvis Fremskridtspartiet stiller op til Folketinget igen.

»Historien har jo vist, at Mogens Glistrup havde ret i alt, hvad han sagde. Både hvad angår indvandringen og den økonomiske politik. Velfærdsstaten løb jo løbsk på et tidspunkt i 1960'erne, og det er kun blevet værre og værre siden da,« siger Carsten Horn.

Anker Jørgensen og Mogens Glistrup var politiske modstandere i 1970'erne og afskyede hinanden. Og ifølge Carsten Horn er hans afskedssalut til Anker Jørgensen det rene vand ved siden af, hvad den tidligere socialdemokratiske statsminister selv har udtalt om Glistrup.

Ikke desto mindre mener Carsten Horn, at der også er en gran af ros til Anker Jørgensen i hans ellers bidende angreb på den netop afdøde statsmand.

»Jeg roser jo også Anker Jørgensen, idet jeg skriver, at han er blevet en god Socialdemokrat. Det er så en kritisk ros, for jeg mener helt oprigtigt - som jeg også skriver - at en død Socialdemokrat er en god Socialdemokrat. Og historien viser, at jeg har ret,« siger Carsten Horn.

Herunder kan du se et lille udpluk af de mange tweets fra både kendte og helt almindelige danskere, som mildest talt er forundrede over, at Carsten Horn glæder sig over Anker Jørgensens død.