En blodprøve i 10. uge af graviditeten, der viser barnets køn, skaber nye etiske udfordringer, siger formanden for Dansk Selskab for Medicinsk Genetik.

En blodprøve, der viser fosterets køn og DNA, skal som supplement til nakkefoldsskanningen fra 10. uge i graviditeten afsløre visse typer kromosomfejl. Men blodprøven vil også gøre det muligt at vælge abort på baggrund af fosterets køn, advarer overlæge på Odense Universitetshospital og formand for Dansk Selskab for Medicinsk Genetik Jens Michael Hertz. Det skriver Kristeligt Dagblad.

»Da svaret vil kunne ligge inden for tidsrummet for den fri abort, åbner blodprøven en dør for, at det bliver muligt at vælge abort på basis af kønnet inden for 12. uge. Det mener jeg, vi bør forholde os til og tilrettelægge undersøgelsen, sådan at svaret først vil foreligge, når muligheden for fri abort ikke er tilstede,« siger han til avisen.

Blodprøven findes allerede på flere offentlige klinikker og offentlige hospitaler, og planen er ifølge Kristeligt Dagblad, at prøven i nær fremtid skal tilbydes til en bestemt gruppe af gravide på alle offentlige sygehuse. Ifølge Jens Michael Hertz vil det formentlig allerede ske i løbet af året.

Ifølge overlæge på Aarhus Universitetshospital og formand for Dansk Føtalmedicinsk Selskab Olav Bjørn Petersen kan kvinden ikke nå at få abort inden abortgrænsens 12. uge, som forløbet med blodprøven er i dag, hvor prøven sendes til analyse i USA, Kina eller Tyskland, hvorefter svaret kommer efter ti til 14 dage. Men det vil ændre sig, når analysen også kan laves i Danmark, siger han til Kristeligt Dagblad:

»Det er både muligt, at man med tiden vil kunne lave testen før uge 10, og der bliver kortere analysetid. Med alle test er der en vis udvikling, så på et tidspunkt vil det kunne gå hurtigere, og så vil abort på grund af køn i princippet være en mulighed«.

Han afviser dog, at det skulle få flere kvinder i Danmark til at vælge abort på basis af køn. Samme vurdering lyder fra professor og overlæge ved gynækologisk afdeling på Rigshospitalet Øjvind Lidegaard og overlæge ved Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling på Hvidovre Hospital Charlotte Wilken-Jensen.

»Mentaliteten til at få abort på grund af køn er der slet ikke i Danmark,« siger Charlotte Wilken-Jensen til avisen.